Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

267 rum svæver mangen en mørk usynlig Klode, om hvis Til- værelse vi kun vanskeligt ville kunne komme til Kundskab; thi vi ville som oftest kun kunne slutte os til deres Tilstedevæ- relse ved deres Indvirkning paa de nærliggende Stjerners Be- vægelse. Mangen en af disse Kloder har vel tidligere været selvlysende, mangen en anden vil vel først i Tidernes Løb blive synlig, naar den er udviklet til et saadant Punkt, at vi kunne opfatte som Lys de Straaler, som sendes til vort Øie. Jo mere vi søge at trænge ind i Stjernehimlens Myste- rier, destomere blive vi overtydede om, at der i disse fjerne Egne af Verdensrummet finder en Virksomhed Sted, over hvilken Stjernernes tilsyneladende Uforanderlighed dra- ger et skuffende Slør. Thi vi see da ikke allene, at Stjerner opstaae og forsvinde, men vi finde nogle, der i regelmæssigt til- bagevendende Tidsrum forandre deres Lysstyrke, saa at Stjer- ner, der til visse Tider ere synlige for det uvæbnede Øie, til andre Tider kun kunne opdages med en lysstærk Kikkert, ja endog fuldstændigt forsvinde. En saadan foranderlig Stjerne er Mira i Hvalfiskens Billed; naar dens Lys er stærkest, viser den sig som Polarstjernen, men alt efter 15 Dages Forløb begynder det jevnt at aftage, saa at Stjernen omsider fuldstæn- digt forsvinder; nogen Tid efter tændes atter dens Lys, og efter 334 Dage skinner den paany som en klar lysende Stjerne. Men vi ville see bort fra disse forunderlige Forhold, hvis sande Aarsag vi endnu ikke formaae at fatte, og atter henvende vor Opmærksomhed paa Stjernernes Gruppering i Verdensrummet. Vi ville søge i Stjernernes Regioner at lære at kjende, hvorledes den Tingenes Orden, som Øiet lader os skue, i Tidernes Løb har udviklet sig af Verdensrummets oprindelige Tilstand. Og kunne vi end ikke endnu tyde ethvert Afsnit i den store Verdens Historie, saa er det dog blevet