Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

269 synlighed et nyere Afsnit af Verdens Historie, ikke det, der maatte søges i Verdensrummets fjerneste Egne, hiinsides Stjernehimlens store lysende Skyer. Verdenstaagen deelte sig efterhaanden i afsondrede Skyer; thi Tiltrækningen imellem Materiens enkelte Dele bevirkede en Fortætning af denne, der skred desto hurtigere frem, jo mere de enkelte Verdens- skyer ved selve Fortætningen fjernede sig fra hverandre; paa dette Udviklingstrin var altsaa Verdensrummet fyldt med utallige, ved store Mellemrum adskilte frit svævende Skyer, lig dem, som Øiet endnu opdager i Verdensrummets Dyb. Og da Fortætningen var skredet frem til en vis Grad, først da opstod Lyset. Ligesom Vanddampene udvikle Varme, naar de fortættes til Vand, ligesom Luften ophedes stærkt, naar den sammentrykkes, saaledes opstod ogsaa Varme og Lys ved den Fortætning af Verdenstaagen, som frembragtes ved den almindelige Tiltrækning imellem Materiens enkelte Dele. Fra de fjerne Dele af Verdensrummet ere hine første Lys- straaler endnu ei ankomne til vor Jord, men i Tidernes Løb vil mangen en Plet af Himlen, der nu viser os det dybeste Mørke, begynde at lyse som et Minde om Verdens fjerneste Fortid, og kommende Slægter ville da paa de Steder, hvor nu ingen Kikkert mægter at fange Lys, kunne forfølge Stjer- nernes Udvikling, ligesom vi i de Regioner, hvis Lys alt har naaet vor Jord. Ligesom den oprindelige Taagemasse ved Materiens gjen- sidige Tiltrækning fortættede sig til afsondrede Skyer, saa- ledes deelte ogsaa disse sig efterhaanden i utallige Dele; og i hver enkelt skred da Fortætningen yderligere frem. De frie Former, som vi endnu saae i hine fjerne Verdensskyer, forandrede sig efterhaanden; thi den fritsvævende Materie søger stedse at antage Kugle- eller Draabeformen. Saaledes opstode efterhaanden store Grupper af klodeformige Taage-