Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

20 feile meget, naar vi anslaae den lidt lavere, nemlig til 3 Gange 3 Gange 15 Fod, altsaa til 135 Fod. Stenen iler med stedse voxende Hastighed ned imod Dy- bet ; i det første Secund gjennemløber den kun 15 Fod, men i det andet Secund 3 Gange, i det tredie 5 Gange, i det fjerde 7 Gange saa lang en Vei som i første Secund og saa fremdeles med stedse stigende Hastighed. Medens altsaa Stenen i de første 3 Secunder tilsammen gjennemløber et Rum af 9 Gange 15 eller 135 Fod, vil den alene i det fjerde Secund gjennemløbe en Strækning af 7 Gange 15 eller 105 Fod og altsaa ialt have naaet en Dybde af 240 Fod. Jo længere Stenen er underveis, desto nøjagtigere maa man være med at tælle Secunderne og endog ikke overhøre et halvt Secund; thi det er en lang Vei, som Stenen gjennemlø- ber i denne korte Tid. Havde vi i vort Forsøg talt 3 iste— detfor 31/« Secund, da vilde Afgrunden være omtrent 50 Fod dybere end efter vor Beregning. Slynge vi en Steen op i Luften istedetfor at lade den falde, da vil den stige med en jevnt aftagende Hastighed, imedens den ved Faldet med hvert Øieblik opnaaer en større Fart: thi den Kraft, der i hvert Øieblik giver det faldende Legeme en forøget Hastighed, er Jordens Tiltrækning, der naturligviis i samme Grad maa svække det stigende Legemes Fart, som den forøger det faldendes. Efter nogle faa Secunder vil den udslyngede Steen have tabt al Bevægelse, og den ven- der da atter tilbage til Jorden med en stedse voxende Hastighed. Stenen er ligelænge om at stige og om at falde, og den kommer tilbage til Jorden med samme Hastighed som den, med hvilken vi udslyngede den af vor Haand. Vi kunne altsaa let prøve, hvo af os der formaaer at slynge Stenen hoiest op i Luften; thi jo længere Tid der medgaaer, forin- den den atter naaer til Jorden, desto høiere er den steget, og