Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

275 Udstrækningen i Længde og Brede. Alle disse Forhold vise os tilfalde, at den omdreiende Bevægelse fra Tilværel- sens første Tider har virket formende paa Verdensrummets Kloder. Da altsaa Fortætningen i den Sky, af hvilken vort Pla- netsystem er opstaaet, var skredet saavidt frem, som vi iagttage det i Taagestjernerne, havde en stor Deel af dens Masse alt samlet sig til et tættere Midtpunkt, fra hvilket den øvrige Deel, lig en mægtig Atmosphære, med jevntaftagende Tæthed strakte sig ud i Verdensrummet til en Afstand langt hiinsides den yderste bekjendte Planets Bane, imedens derimod dens Udstrækning i Retning af Axen, om hvilken det hele System dreiede sig, som en Følge af den midtpunkt,flyende Krafts Virkning var forholdsviis ringe. Denne Tilstand var dog kun midlertidig; vi see i Taagestjernernes Regioner hvorledes Atmosphæren omsider forsvinder, uden at vi kunne forfølge Enkelthederne i dette Phænomen; i vor umiddelbare Nærhed, i vort Planetsystems Phænomener, kunne vi derimod læse Verdens nyeste Historie, ligesom vi i de fjerneste Dele af Verdensrummet have tydet Verdens fjerne Fortid; men imedens denne er optegnet i svage og utydelige Træk paa Himlens fjerne Baggrund, staaer derimod Planetsystemets Hi- storie klart og tydeligt skrevet i vor nærmeste Omgivelse. Taagestjernen, af hvilken vort Planetsystem udviklede sig, havde altsaa ved den omdreiende Bevægelse modtaget en stærkt fladtrykt Form og en stor Udstrækning i Ret- ningen lodret paa den Axe, om hvilken det hele System dreiede sig. Den midtpunktflyende Kraft virkede høist for- skjelligt paa de enkelte Dele af denne mægtige Klode, idet den nemlig optraadte med fuld Styrke paa de Dele, der be- fandt sig fjernt fra Omdreiningsaxen; og snart maatte denne 18*