Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

283 mige Taagemasser. De vise os ikke alene, at Ringdannelsen ikke er noget særligt Phænomen for vort Planetsystem, men tillige, at den samme Dannelsesmaade gjenfindes i Verdens- rummets store Stjernesystemer; thi hver af de Taageringe, der nu vise sig om Centralklodens Taagemasse, vil i Tidens Løb udvikle sig til Stjerner lig vor Sol, af hvilke da Tusinder ville omkredse et fælles Midtpunkt, ligesom Solen og alle Melkeveiens Stjerner bevæge sig om et bestemt Punkt i Verdens- rummet. Ogsaa i vort Planetsystem selv have vi i det Smaa et Exempel paa, at en saadan Ring ikke har fortættet sig til en enkelt, men til talrige Kloder; thi den Ring, der tidligere har svævet imellem dem, af hvilke Planeterne Mars og Jupiter ere udviklede, har fortættet sig til Asteroiderne, de talrige smaa Planeter, af hvilke vi alt have opdaget 40 i det Rum, der adskiller disse store Planeter. Deres Baner ere nøie sammenslyngede, ja de gaae endda alle igjennem det samme Punkt, saa at et Sammenstød i Tidernes Løb kan blive muligt; og man har i Virkeligheden beregnet, at alle disse smaa Planeter efter omtrent 300 Aars Forløb atter ville mødes paa det Sted, hvor deres Baner overskjære hiinanden; et Øieblik ville de da være forenede, men dernæst atter slynges ud i forskjellige Retninger af Verdensrummet, efter fuldstæn- digt at have forandret deres Baner. Beregningen gjør det sandsynligt, at et saadant Sammenstød alt har fundet Sted for 6000 Aar siden, og saaledes see vi da, hvor ubestemt og truende disse smaa Verdenskloders Fremtid, maa være, som en Følge af, at de ei fra Tilværelsens første Tider have været forenede til en enkelt Klode, men ile hver sin Vei igjennem Rummet. Utallige ere de Phænomener, der finde deres Forkla- ring i den for Planetsystemet antagne Udviklingsmaade; selv