Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

284 Planeternes ulige Tæthed synes at kunne afledes af denne. Hiinsides Asteroiderne have Planeterne kun en Tæthed, der er 1/t—1/4 Deel af Jordens, imedens Mars og Venus have omtrent samme Tæthed som Jorden, og Mercur endog en 3 Gange saa stor; og dette Forhold finder sin Forklaring deels deri, at Materiens Tæthed i den Taagestjerne, af hvilken vort Planetsystem er oprundet, har tiltaget i Tæthed fra Omkredsen ind imod Midtpnktet, saa at altsaa de yderste, først dannede Planeter bleve byggede >af en yderst fiintfor- deelt Materie, imedens de indre Planetei* dannede sig af en langt tættere; men deels har den store Forskjel sin Aar- sag deri, at de fjerne Planeter langt overgaae de nærmeste i Henseende til Størrelse, og netop derved er deres Fortætning bleven betydeligt forsinket. Thi for at Kloden kan fortætte sig, maa den ved Fortætningen efterhaanden udviklede Varme udstrømme til Verdensrummet; men denne Virkning foregaaer i samme Forhold langsommere som Klodens Diamater er større, idet Kuglernes Overflader voxe i en ringere Grad end deres Rumfang, og det er netop Rumfanget, der bestem- mer den hele Varmemængde, som skal udstrømme igjennem Overfladen. Netop af den Grund har Solen en ringe Tæthed, kun en Fjercledeel af Jordens, imedens Planeten Mercur, der er vort Systems yngste og mindste Planet, har en Tæt- hed, der næsten er 12 Gange Solens. Mercur er bygget af et Stof, der fremfor- alle Planeters Masse meest ligner Solens; men dens ringe Størrelse har tilladt en hurtig Varmeudstraaling og fremkaldt en stærk Fortætning, hvor- imod den kolossale Sol skrider saare langsomt frem i sin Udvikling, imedens Varmen og Lyset, som opstaaer ved selve Fortætningen, strømmer ud over Verdensrummet og vedligeholder Livet paa de Kloder, hvor det alt forlængst