Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

285 vilde være sinkt, hvis ikke Solens Lys og Varme rigeligt til- strømmede dem. Saaledes see vi da, at den Kraft, der alt i den fjerneste Tid virkede fortættende paa Materien og formede vort Pla- netsystems Kloder, endnu virker i sit hele Omfang og skjæn- ker os Livet paa Jorden; thi det er Fortætningen af Solens Masse, der frembringer dens Lys og Varme, ligesom Fortæt- ningen af vor Jord i længst forsvunden Tid har frembragt den Varme, der endnu findes i Jordens smeltede Kjerne. Men ligesom Jordens Overflade er bleven afkjølet ved Udstraaling til Verdensrummet, og den indre Varme kun røber sig, naar den smeltede Kjerne igjennem Vulkanerne trænger frem for Dagen, saaledes vil ogsaa Solen i Tidernes Løb tabe sit Lys, naar den stærke Fortætning er fuldendt, og dermed Aarsagen til Solens Lys og Varme ophører at virke. Da vil Livets Kilde standse sit Løb og et dybt Mørke ruge over Planetsystemet, som kun Stjernernes Lys vil kunne mildne, forsaavidt som de ikke selv lig Solen da have tabt deres Glands. Ubegribeligt fjernt ligger endnu den Tid, da Solen vil være saa stærkt fortættet og afkjølet, at den ei mere formaaer at sprede Lys over Planetsystemet; men den Tid vil komme, og da vil Solen ledsaget af sine talrige Planeter fortsætte sin Vandring i Verdensrummets Mørke, lig de mange mørke Kloder, der nu usynlige for os have deres Plads imellem Himlens Stjer- ner og kun en sjelden Gang røbe deres Tilværelse, idet et pludseligt og kortvarigt Lys viser det Sted, de indtage i Rum- met, eller de gjøre Indflydelsen af deres mægtige Masse gjæl- dende paa de dem omgivende lysende Stjerner. Og ligesom Solen ville alle Stjerner forandre deres Lys i Tidernes Løb; kunde vi hurtigt ile frem i Tiden, da vikle vi see Stjernerne forsvinde en efter anden, imedens nye dukkede frem i deres