Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

26 ligt; thi de kolossale Masser virke meget skuffende. Er Luf- ten klar og falder Solens Lys paa Bjergtoppene, saa at de sees bestemt og tydeligt, da træde de frem og synes at ligge os ganske nær; bliver derimod Luften taaget og mat, da trække Bjergene sig tilsyneladende tilbage, indtil de omsider ganske skjules for vort Blik. Det gaaer her som paa Havet, hvis eensformige Flade ikke giver os noget Maal for Afstan- den; i klart Veir dømmer man stedse Afstanden for ringe og i mørkt Veir for stor. Og see vi ud over de os omgivende Bjerge, hvis Tinde endnu straaler i Aftensolens Giands, me- dens Mørket ruger over Dalen, da forekommer det os som om hine lysende Punkter laae i vor umiddelbare Nærhed, og dog ere de flere Miil borte; deres Lys skuffer vort Øie, der sædvanligt bedømmer Afstanden efter Klarheden. Naar Ma- leren, der efterligner Naturen, vil give sit Billed en større Dybde, da dæmper han som oftest Baggrundens Lys eller forhøier Forgrundens Glands; thi det er i Hovedsagen ved den for- skjellige Belysning, at Billedets Dybde fremtræder. Der ligger en Klippe lige over for os paa den anden Side af Dalen; hvorlangt mon der er derover? Sex, syv til otte Hundrede Fod vil vist være vor Mening; men lader os spørge den ad, lader os raabe til den, at den kan svare os. To Secunder forløbe, forinden Echoet indtræffer; men dermed er Dalens Taushed ikke gjenoprettet, enhver Klippe- væg, der har hørt vort Spørgsmaal, sender os sit Svar; fire Secunder ere forløbne, siden vi udtalte det, Alt er taust, og vi begynde paa at udtyde de forskjellige Svar; da lyder atter en Stemme, ikke høit og kraftigt som de tidligere, men som en dæmpet Lyd, der kommer fra det Fjerne. Vi have for os et storartet Echo, der nok fortjener gjentagne Gange at tale; efter to Secunders Forløb indtræffer det første Echo, i de to næste Secunder synes hele: Dalen at gjenlyde af vort