Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

37 men sætte vor Lid til Solen, der er i Begreb med at staae op, og til den lette Luftning, som netop nu giver sig tilkjende. Vi tiltræde altsaa atter vor Vandring opad Bjerget for at naae dets Top ved Solens Opgang. Vor Vei er besværlig og frembyder kun ringe Afvexling, tilmed da Skyen, der ind- hyller Bjerget, berøver os enhver Udsigt over vore Omgivel- ser, og vi ville i Sandhed ikke bringe nogen gunstig Me- ning med tilbage om Skyerne; de høre ligesom Taagen til de Ting, der tage sig bedst ud i Frastand. Hvad Skyen er paa Bjerget, er Taagen paa Jorden; betragte vi fra Jorden Skyen, som svæver høit over vort Hoved, da kunne dens frie Former og smukke Belysning have Interesse for os, ligesom Taagen, der om Aftenen hviler paa Engen eller om Morgenen svæver over Havet, kan fængsle vor Phantasie ved sit skuffende Slør, naar vi selv staae udenfor; men stige vi op i Skyen eller indhylles vi af Taagen, da er enhver Illusion forbi; vort Syn er begæændset, og Tanken selv synes paavirket af den melan- cholske Omgivelse, der overalt møder vort Blik og paavirker vort Sind. Alt eftersom vi stige, tiltager Kulden, og Taagen aflø- ses af og til af lette Sneeskyer, som Vinden fører mod Bjer- gets Sider; fra Sommeren ved Bjergets Fod ere vi trængte ind i Vinteren, der har sit Hjem i de store Høider. Men endelig have vi gjennemirængt det lille Skylag, og med for- nyet Kraft fortsætte vi vor Vandring. Stjernernes Lys er allerede blegnet, Fuldmaanen er i Begreb med at dukke ned bag Horizonten og kaster endnu sine sidste Straaler paa en- kelte Bjergtoppe, der kneise op over Skyerne som Klipper i Havet. Her er Intet, som minder om Liv; intet Dyr, ingen Plante, selv ikke engang lidt Mos; i Kløfterne ligger Sneen skjult for Solens Virkning, og de løse Steen, paa hvilke vi langsomt, men sikkert skride frem ved Hjælp af vor troe Led-