Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

41 tænke vi os Mennesket bragt ind i et lufttomt Rum, da vilde Benet synke ud af sin Forbindelse med Hofteskaalen. Naar Lufttrykket aftager betydeligt, føler man derfor en mindre Sik- kerhed i Gangen, man kan ikke mere ganske forlade sig paa sine Been, og ethvert Spring, enhver hurtig Bevægelse ud- sætter Mennesket for Farer. Vi see her en af de mangfol- dige Maader, paa hvilke Lufttrykket benyttes af Naturen; til Hofteskaalens kugleformige Fordybning slutter Laarbenets afrundede Endeflade sig? lufttæt og kan kun løsrives fra samme ved en Kraft, som overstiger det Tryk, med hvilken Luften tryk- ker disse to Flader mod hinanden, og som er langt større end Benets Vægt. Det laveste Lufttryk, som Bjergstigerne have iagttaget, svarer til en Barometerhøide af 14^6 Tomme, eller med andre Ord omtrent til det Halve af det, der virker ved Jor- dens Overflade. Over Halvdelen af den atmosphæriske Luft har altsaa ligget for deres Fødder, og de have kun baaret det Halve af det Tryk, med hvilket Luften i Almindelighed virker paa Mennesket; de have levet i en Luft, der kun var halv saa tæt som Luften ved Havets Overflade; thi Luftens Tæt- hed aftager i samme Grad som Trykket af den over samme liggende Luft. Den ringe Tæthed, som Luften har paa høie Bjerge, giver Anledning til andre høist interessante Phæno- mener. Luften forplanter Lyden fra Sted til andet i desto stærkere Grad, jo tættere den er; jo tyndere Luften bliver, desto svagere bliver Lyden, der naaer vort Øre, og ingen Lyd kan naae til os fra et lufttomt Rum; selv en Explosion, der sprængte Maanen i dens mindste Dele, vilde undgaae vort Øre; thi igjennem det lufttomme Verdensrum kunde Lyden ei naae til Jorden. I de store Høider hersker der altsaa en naturlig Ro og Stihed; thi deels findes her ikke Hverdagslivets Tummel, deels fremtræder hver Lyd, selv