Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Forfatter: Julius Thomsen

År: 1856

Forlag: Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger.

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 287

UDK: 50 GL.

DOI: 10.48563/dtu-0000088

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 300 Forrige Næste
42 Menneskets Stemme i en dæmpet Grad. Ogsaa Aandedrættet paavirkes af Luftens ringe Tæthed og foregaaer med forøget Hastighed; thi, da Luften er tynd, fører hvert Aandedrag en ringere Mængde Luft til Lungerne. For at kunne gjøre os et Begreb om de Farer og Besværligheder, som Bestigningen af høie Bjerge medfører, ville vi erindre os, hvad den franske Lærde, Boussingault, meddeler om sit Forsøg paa at naae Top- pen af Bjerget Chimborazo. „ — Vi skrede forsigtigt vi- dere frem; tilhøire kunde vi støtte os til Klippen, men tilvenstre var Afgrunden frygtelig. Forinden vi tiltraadte denne farlige Vandring, bestræbte vi os for at gjøre os ret fortrolige med Afgrunden, en Forsigtighedsregel, som man al- drig maa forsømme, naar man i Bjergene kommer til et far- ligt Sted.“ „Vi begyndte nu mere end nogensinde tidligere at føle Virkningen af den tynde Luft. Ved hver to til tre Skridt maatte vi staae stille og ofte endog sætte os nogle Secunder; men saasnart vi havde sat os, reiste vi os atter, thi vore Lidelser varede kun saalænge vi bevægede os. Sneen an- tog snart en saadan Tilstand, at vor Vandring blev ligesaa langsom som farefuld; thi Sneen var blød og dannede kun et tre til fire Tommer tykt Lag over den meget haarde og glatte lis, saa at vi vare nødsagede til at hugge Trin i den for at kunne gaae sikkert frem. Negeren gik foran og maatte ud- føre dette Arbeide, men han blev snart træt; idet jeg vilde gaae forbi for at afløse ham, gled jeg ud, men blev lykkeligviis med Kraft holdt tilbage af mine tvende Ledsagere, og i dette Øieblik svævede vi Alle i den største Fare. Dette Uheld gjorde os en kort Tid tvivlraadige; men vi fattede snart frisk Mod og besluttede at skride videre frem. Sneen blev bedre, endnu engang anstrengte vi alle vore Kræfter, og Klokken 33/j (den 16de December 1831) naaede