Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

43 vi den med Længsel imødeseete Bjergkam. Her overtydede vi os imidlertid snart om, at det vilde være umuligt at trænge videre frem; vi befandt os ved Foden af en lodret Klippe, hvis sneedækkede Kuppel dannede Chimborazos Top“. „Den Bjergkam, paa hvilken vi vare stegne op, var kun et Par Fod bred; paa alle Sider vare vi omgivne af Afgrunde, og overalt mødte vort Øie de sjeldneste Omgivel- ser. Klippens mørke Farve dannede den stærkeste Modsæt- ning til den blendende hvide Snee; lange listapper syntes at svæve over vort Hoved, ja man kunde være fristet til at sige, at et prægtigt Vandfald var frosset fast til Klippen. Veiret var smukt, og kun i Vest viste sig nogle smaa Skyer; Luf- ten var fuldkommen reen, og Udsigten umaalelig; vor Stil- ling var ny og ydede os den fuldeste Tilfredsstillelse. Vi befandt os i en Høide af 19130 Fod over Havet; jeg troer, det er den største Høide, indtil hvilken noget Menneske er steget i Bjergene“. „Efter nogle Øieblikkes Hvile havde vi fuldkomment til- bagevundet vore Kræfter. Ingen af os følte noget til de Li- delser, over hvilke de Fleste, der have besteget hoie Bjerge, føre Klage. Tre Qvarteer efter vor Ankomst slog min Puls, ligesom min Ledsagers 106 Slag i Minuttet; vi følte Tørst og befandt os aabenbart i en let feberagtig Tilstand, der imidlertid ikke i ringeste Grad faldt os besværlig. Min Ven var ude af sig selv af Glæde, og hans Lune var uudtømme- ligt, imedens han aftegnede vor Omgivelse. Mine Ledsageres Stemmer vare i den Grad forandrede, at det under enhver an- den Omstændighed vilde have været mig umuligt at gjen- kjende dem. Ikke mindre Forundring fremkaldte den svage Lyd, som mine Hammerslag frembragte, selv naar jeg med forøget Kraft slog mod Klippen“. „Luftens ringe Tæthed indvirker i Almindelighed paa en