Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

77 masse, som svæver over samme; denne aftager, efterhaanden som Luften stiger høiere tilveirs, efterhaanden som Mængden af den overliggende Luft formindskes. Den opstigende Luft vil derfor stadigt udvide sig; er den ankommen til en Høide, i hvilken Trykket kun er halvt saa stort som ved Jordens Overflade, da har den udvidet sig til det dobbelte Rumfang. Men enhver Udvidelse vil afkjøle Luften, og dennes Varmegrad bliver altsaa lavere, efterhaanden som Luften stiger; ankommen til en Høide af en halv Miil vil Luften alene af denne Grund være afkjølct en halv Snees Grader. Som oftest vil den da ikke længere være istand til at holde sin hele Mængde Fugtighed opløst; thi vi vide, at denne Evne afta- ger i et langt stærkere Forhold end Varmegraden, og’ saasnart denne er sunket ned under Luftens Bedugningspunkt, maa Luften afgive endeel af den indeholdte Vandmængde. Lige- som Duggen opstaaer ved en Afkjøling af Luften i Berøring med den kolde Plante, saaledes danner sig Taage og Skyer, naar Luften afkjøles uden at være i Berøring med faste Legemer, paa hvilke Fugtigheden kan afsætte sig; men imedens Duggen bestaaer af tætte Vanddraaber, danne sig i det sidste Til- fælde hule Vandbobler, der bestaae af en Hinde af Vand og en Kjerne af fugtig Luft ligesom Bornenes Sæbebobler. Disse Vandbobler danne Taagens og Skyernes egentlige Masse. Den lille Sky, som først tildrog sig vor Opmærksomhed paa den forøvrigt klare Himmel, svæver nu ikke mere .alene, men i Selskab med et stort Antal af sine Lige, som efter- haanden have dannet sig. De danne et let Slør over Himlen og mildne det stærke Sollys; fra deres høie, svævende Stil- ling bidrage de ligesom Fordampningen fra Havet, fra hvilket de ere stegne op, til at afkjøle Luften. Medens Solen saa- ledes forandrer Havets Vand til den fineste Damp og drager denne hoit op over Jordens Overflade, har Naturen paa den