Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

78 anden Side ved den Afkjøling, som den fugtige Luft paa sin Flugt efterhaanden lider ved Udvidelsen, sat en Skranke for Solens Virkning; thi ankommen til en vis Høide maa Luften atter give Slip paa endeel af sin Fugtighed, som den kun ved Solens Hjælp formaaede at røve fra Havet og Jorden, og fra dette jØieblik af begynder Havet i Skyens Skikkelse sin Kamp mod Solen. Ofte gaaer Solen af med Seiren, den opløser atter det lette Slør, som Skyerne drage imellem den og Jor- den, og man vil da see Skyerne efterhaanden forsvinde og den blaae Himmel atter fremtræde i sin fulde Reenhed; men til andre Tider hævder Skyen sin Tilværelse og vinder i Styrke, indtil den omsider atter som Regn kan vende tilbage til Jor- den eller Havet. Lad os i Tanken forfølge Skyen, indtil den atter vender tilbage til Jorden. Naar den har dannet sig, kaster den Skygge, forhindrer Sollyset i saa rigeligt Maal som ellers at trænge ned i gjennem den underliggende Luftmasse og formindsker saaledes dennes Opvarmning. Luften, som hviler under det Jette Skylag, bliver altsaa mindre stærkt opvarmet end den øvrige Luft, og allerede denne Omstændighed virker til at drage Skyen ned fra dens høie Plads; thi den koldere Luft, som hviler under Skyen, er tungere end Omgivelsen, den stræber efter at synke og fortrænge den varmere og lettere Luft, som hviler over de Dele af Jorden, hvor Solen virker med for- øget Kraft, og drager i sit Fald Skyen med sig. Efter- haanden som Solen synker, aftager imidlertid denne Virkning, og i Nattens Løb afkjøles Jorden og Luften under den klare Himmel stærkere end under Skyen; hist falder der Dug, her derimod er Jorden ved Skylaget beskyttet mod Varmeudstraa- ling. Men den samme Virkning, som fremkalder Duggen paa Jorden, bevirker en Fortætning af Skyen; thi over denne findes en stjerneklar Himmel, til hvilken Skyen kan udstraale