Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

87 er ikke vanskeligt. For at Electriciteten skal blive kjendelig for vore uvæbnede Sandser, maa den fremtræde i en rigelig Mængde og udvikles med stor Hurtighed; naar altsaa For- tætningen af Vanddampene i Luften gaaer langsomt for sig, da udvikles der ligesaavel Electricitet som ved den hurtige Fortætning, men i ethvert enkelt Øieblik udvikles kun en ringe Mængde, der snart fordeler sig igjennem Luften og omdannes til Varme, uden at man iagttager denne Virkning; men naar Fortætningen indtræder pludseligt, da er ogsaa Udviklingen stærk, Electriciteten formaaer ikke hurtigt nok at fordele sig jevnt igjennem Luften, men gjennembryder i sluttet Mængde den Modstand, som Luften yder. Vi kjende et Middel, ved hvilket vi kunne lede Skyernes Electricitet til Jorden, og dette Middel bestaaer i en Metal- traad, hvis ene Ende kneiser imod Skyerne, imedens den anden berører Jorden. Forbinde vi saaledes Skyen med Jorden, da strømmer Electriciteten, som opstaaer ved Dampenes For- tætning, igjennem Traaden, og ved dens nederste Ende kunne vi see Lynilden i ringe Maalestok som Gnister eller Ildstraaler af flere Fods Længde springe igjennem Luften for at naae Jorden. Det var dette dristige Forsøg, som Franklin anstillede i Aaret 1752, og hvis Resultat var den fuldkomne Overbeviisning om, at Lynilden er af electrisk Oprindelse, og at de Gnister, som vore Electriceermaskiner give, ere et Billed i formindsket Maalestok af Lynilden, som under Tordenveiret ofte anretter store .Ødelæggelser. Det var i Juni 1752, at Franklin lod en Drage stige op, da netop et Torden veir drog hen over Philadelphia; han vilde lede Lynet igjennem Dragens Snor. Skyerne droge hen over Dragen, og Gnister sprang ud af Snorens Ende; Sagen var afgjort, Electriciteten havde fulgt Traaden fra Skyen til Jorden. Overalt blev dette Forsøg gjentaget, og snart lærte man paa denne Maade at aflokke