Lynaflederen
En Vejledning særlig for Landmænd

19 med en Jernspids, og en Hampesnor førte fra Dragen ned til en Silkesnor. Han sendte Dragen op imod en Tordensky og iagttog tydelig, at Hampesnoren blev elektrisk. I September samme Aar opsatte Franklin en Jern- stang paa sit Hus; Stangen ragede 9 Fod over Skorstenen; ved Hjælp af den iagttog han de samme stærke Gnister, som D’Alibard havde set. Hermed var det da klart og uimodsigelig bevist, at Tordenskyen er elektrisk, og at Lynet bestaar i en Ud- ladning af dens Elektricitet. Og strax havde Franklin Ideen til sin Lynafleder, ja, han havde i Grunden Ideen til den, inden han endnu havde faaet Sikkerhed for, at Lynet var en elektrisk Gnist. Han skrev nemlig til Collinson før sit Drageforsøg: «Er Lynet en elektrisk Gnist, ville vi saa ikke kunne be- skytte os imod dets ødelæggende Virkninger ved at be- nytte den Egenskab hos en tilspidset Metalstang, at den kan drage Elektriciteten ud af et elektrisk Legeme? Paa de højeste Dele af Bygninger skal der oprejses tilspidsede Jernstænger; fra disse Opstandere skal der gaa Metal- traade ned i Jorden. Saadanne Stænger ville sikkert be- skytte mod den elektriske Ild, som Skyerne udspy; rime- ligvis vil da Tordenskyens Elektricitet roligt og jævnt føres bort; men sker der et Nedslag, vil dog Metalled- uingen føre Lynet sikkert ned i Jorden, saa det ingen Skade foraarsager.» Her have vi i Virkeligheden Ideen til Lynaflederen, fuldbaaren og rigtig. — Lad os betragte Forholdene, naar f. Eks. en positiv elektrisk Sky befinder sig over os. Skyens Elektricitet vil da virke fordelende paa Jorden, saaledes at der vil tiltrækkes negativ Elektricitet og fra- stødes positiv. Skyen og Jorden have altsaa, om man vil, hver sin Belægning af modsat Elektricitet. Disse Belægninger ville stræbe efter at forene sig, der er Tiltrækning mellem den 2*