Jordtrykkets Rationelle Theori
Dens Forudsætninger og Resultater Samt en Kort Historisk Oversigt Over de Vigtigste af de Ældre Theorier

5 samme Retning. At Frictionen endelig fandtes at aftage, naar Temperaturen stiger, kan endnu berøres. Cohæsion. § 3. Ifølge den nyere atomistiske Theori antages alle Legemer sammensatte af ensartede Massepunkter eller Atomer, hvis forskjellige Ordning i regelmæssige Grupper til Mole- culer betinge Stoffernes forskjellige Egenskaber. Disse Atomer have en Bestræbelse til altid to og to at holde sig i en vis, meget lille, indbyrdes Afstand, den neutrale Af- stand. Ere de hinanden nærmere end denne, ville de udøve en gjensidig Frastødning o: en Trykspænding, der er desto stærkere, jo nærmere de ere. Ere de derimod mere fjernede fra hinanden, udøve de en Tiltrækning o: en Trækspænding, der først voxer med Afstanden indtil et Maximum —, svarende til en vis Størrelse af denne, som dog er for lille til at kunne iagttages, — og derpaa aftager, saa at den ved enhver synlig Afstand allerede er meget lille. Fra- stødningen giver Legemerne Rumopfyldning, Tiltrækningen derimod Sammenhængskraft. Det förstaas ogsaa let, hvor- ledes Elasticiteten fremkommer, og hvorledes Brud ved Strækning kan foregaa, idet Atomerne fjernes saa meget fra hinanden, at Tiltrækningen bliver forsvindende; derimod bliver Knusning ved Tryk kun mulig, naar dette, maaske ved Rystelser, faar en saadan Sideafvigelse i Forhold til Atomernes Forbindelseslinie, at disse ikke nærmes til hin- anden, men snarere maaske gjensidig forskydes derved. Cohæsionen eller Sammenhængskraften er altsaa at be- tragte som en indbyrdes Tiltrækning imellem Legemernes mindste Dele. Adhæsion eller Vedhængningskraft bruges ikke sjeldent i Flæng hermed; men undertiden defineres den som en Tiltrækning mellem uensartede, Cohæsionen derimod som en saadan mellem ensartede Legemer. Det er denne Kraft, som giver Materien Fasthed og Elasticitet, som modstaar Strækning og Forskydning, og som ved sin større eller mindre Intensitet nærmer Jordarterne mere eller mindre til de faste Systemer. Ved de ideale Jordarter, som Theorien beskjæftiger sig med, har imidlertid Sammen- hængskraften kun en forholdsvis ringe Betydning, idet de enkelte Partikler, Moleculerne, forudsættes saa meget fjer-