Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

I o o rH der i Italiens større Byer, hvor han drog igennem, fortræffelige Kunstnere, saa at han med Rette tør kaldes Frescomaleriets Fader i Renaissancetiden i Italien. Med Begyndelsen af det 15de Aarhundrede skete en stor Omvæltning i Freskomaleriet. Særlig øvede man sig i at give Genstandene en bedie 1 er- spektiv og følge Bevægelsens Love mere. Ogsaa Farveeffekterne og For- andringerne, som Farverne undergik, blev nøjere studeret. I det 16de Aarhundrede var det Skolerne i Padua og Mayland, som angav Tonen og vare berømte for Frembringelsen af frisk og dog sart Kolorit. I Italien oplevede Freskomaleriet fra det 14de til den sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede sin højeste Blomstringstid. I Begyndelsen tjente Fresko- maleriet alene til Udsmykning af Kirkerne; lidt efter lidt anvendtes det ogsaa i Slotte, Villaer og offentlige Bygninger. I Florents kan man endnu til Dags beundre godt holdte Malerier fra den Tid, bl. a. forekomme de i Raadhuset og Domkirken. Freskomaleriet egner sig særlig til Fremstilling af monumentale Begiven- heder. Maleren er naturligvis derved afhængig af forskellige Omstændigheder. Omtrent Aar 1410 fandt i Nederlandene Malerkunsten en stor Omvæltning. Brødrene Hubert og Jan van Eyck i Maseyk (Limburg), tilegnede sig den Kunst at lave Oliemalerier, hvorved den italienske, saavel som den tyske Skole fik en voldsom Konkurrent. I det 15de og 16de Aarhundrede synes Oliemaleriet næsten at have for- drevet Freskomaleriet; i hvert Fald traf man i Slutningen af det 17de Aar- hundrede næsten ikke mere denne Kunst. I Begyndelsen af 19de Aarhundrede er Freskomaleriet paa ny fremkommen. Særlig Diisseldorfer Malerskolen har gjort sig meget fortjent ved Genindførelsen. I Efterfølgende give vi en Beskrivelse af, hvorledes Freskomaleriet maa ske. Da disse Malerier sædvanlig anbringes paa den vaade Væg, er Maleren nødt til paa en Dag at gøre saa meget færdigt, som Stukkatøren har naaet. Na- turligvis er det en Fordring, at Freskomaleren er en øvet Tegner; Figurerne maa males paa Væggen med fast Haand, hurtigt og kiaftigt. Dertil er det ikke tilladt at forbedre Fejl ved Bort- eller Udvisken. Kom- mer der Fejl for Maleren, som han ikke kan lade staa, saa er der ikke andet at gøre end at lade Vægfladen tillave paany og atter anbringe Tegningen derpaa. Meget smaa Forbedringer ere dog undertiden mulige, dog, da de altid blive synlige, skulle de helst undgaas. Efter at Omridsene paa denne Maade er færdige, gaar man over til den videre Behandling af Bitingene og til Anbringelse af Skyggerne. Freskomaleri, egner sig bedst til Kirker, store Trappehvælvinger, aabne Vindelgange og store Rum i offentlige Bygninger. Man' kender for øvrigt to Arter af Freskomaleri, den vaade og den tørre, den første er den mest brugelige; dog anvendes den anden ogsaa undertiden og fordrer ikke mindre Færdighed. Freskomalerier paa tørre Vægge ind- kradses med en Stift, ikke for dybt, dog dybt nok til at kunne anbringe Farven (altid Vandfarve). Naar Omridsene af Tegningerne er malede i de forlangte Farver, gøres Væggen vaad og behandles efter de samme Forskrifter som det vaade Fresco- maleri. Fordelen ved det tørre Maleri er, at man ved Fejl let kan udføre Forbedringer. At et Freskomaleri lykkes godt, afhænger i første Linie af Væggens Stukka-