Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

3 kende næsten alle Træsorter, fortjener saaledes i høj Grad nærmere Iagt- tagelse; de ere ligesaa vel Kendetegn for Træet, som man vil male, som ogsaa Midlet, hvorved Træets Karakter gengives. Ved nærmere Bekendtskab saavel med Træet selv, som ogsaa med dets Efter- ligning, vil man erkende, at ved mange Træsorter begynde og udløbe Vækst- aadrerne regelmæssig; at den ved andre er ulige, snart porøs, fin og skarp, saa atter sart, udløbende og bred. Træets Vækstaadre ere enten regelmæs- sige eller uregelmæssige Aarsringe, Træsorternes egentlige Livskilder. Nøddetræ i Tavle II. og III. Romerne bragte dette Træ, hvis Hjemsted er Asien, til Italien, hvorfra det bredte sig til Tyskland, Frankrig og de øvrige Lande i Europa. Paa Grund af sin skønne Farve hører det til de mest søgte Træsorter, som forarbejdes af Møbelfabrikanter og Malere. Nøddetræ hører til hine Træsorter, ved hvilke Vækstaadre forekomme i forskellig Form og Tykkelse og de regelmæs- sige Aarsringe eller Vækstaadre ofte viser sig forenede i liere tykke, sorte Aadre. Hovedsagelig paa Grund af Tidens og Lysets Indflydelse er Nødde- træet underkastet mange Forandringer og antager da en gulbrun ofte grønlig- eller graabrun Tone. Jo ældre de bliver, desto regelmæssigere blive ogsaa den mørkere Farve. bor at male Nøddetræ som paa Tavle II angivet, bliver Grundfarven blan- det af Hvidt, Guldokker og lyrkiskrødt. Det under Navn af Tyrkiskrødt bekendte, er den sædvanlige røde Farve, ogsaa kendt under Navn af Engelsk- rødt, Preussiskrødt o. s. v., og har en livlig Farve. Naar nu de nævnte Farver ere revne i Vand, bliver Paletten fyldt dermed, og det sker paa følgende Maade: Paa Haandgrebet bliver anbragt en oval lille Vandkop, som maa være stor nok til, at Lasurpenslen, Fig. 2,' kan dyp- pes deri; derefter lægger man ved Siden af Koppen i Rækkefølge, Sort, Kas- selerbrun, italiensk Lak og lidt Berlinerblaat. (Sort er Vognsort). Derefter tager man Paletten og de øvrige Redskaber i Haanden, saa at man let kan fastholde disse, og det saaledes: Skindet, Malerpenslerne Fig. 13 og 14, Sprosse- penslen Fig. 9, Fordriveren og senere Kammen Fig. 8, som paa den Maade holdes med Ryggen mellem Pegefinger og Palet, at den med sine Tænder rager frem under Paletten. De her ovennævnte Aadre- og Sprosserpensler ere de ved Zifre betegnede Pensler, hvormed vi fremdeles ville benævne dem. Paa Tavle VII gives nøjere Afbildninger med Forklaring om, paa hvilken Maade de bringes i Orden, for at svare til deres Formaal. Man fugter da Svampen med Vand, tager ubrændt eller brændt ital. Lak og lidt Kasselerbrunt, arbejder Fladen over dermed og lader en ringe ens- artet Tone blive tilbage, indtil man faar den paa Tavle II angivne Farve. Naar denne Grundfarve er tør, anlægges Vækstaadrene med Farve, som bestaar af Sort, Kasselerbrunt og lidt brændt ital. Lak. Man fylder derpaa Aadre- og Sprossepenslen med lidi Vand og de angivne Farver, støder Aadre- penslen nogle Gange svagt af paa Kammen og prøver paa et Hjørne af Brædtet, om man har den ønskede Tykkelse for Vækstaadren. Er Aadren for tyk, trykker man lidt Vaadt af Penslen paa Skindet, hvorved Aadren bliver tyn- dere; er den derimod for tynd, tager man lidt Farve eller Vaadt i Aadrepenslen. r Af disse Forklaringer vil man se, at den større eller mindre Tykkelse af Vækstaadren, som man vil male, er fuldstændig afhængig af Penslens Fyld- ning. Fremfor alt maa man sørge for, at Penslen ikke er for meget fyldt