Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

— 103 — hærdes og senere poleres. Farven anbringes paa denne Flade. Ved Stuko- Lustro bliver Farven delvis æltet ind i Pudsningen. For øvrigt anvendes Stuko-Lustro næsten udelukkende ved Marmormalerier og forekommer hoved- sagelig i Italien. En anden meget anbefalelsesværdig Methode er Voks- eller Kaustikmalin- gen, da disse Malerier ere af større Holdbarhed. Væggen stukkateres som ved Freskomaleri. Efter at den er godt tør, paastryges en tynd Blanding af Terpentin, Nødolie og Voks og inddrives i Kalklaget med et varmt Stryge- jærn; Inddrivningen fortsættes saa længe, til Væggen suger Opløsningen. Der- efter paastryger man som et andet Lag en Blanding af hvidt Voks og vene- tiansk Terpentin, og det sidste Lag bestaar udelukkende af smeltet, hvidt Voks. Ved Opvarmning maa Voksen drives saa længe ind i Fladen, til den kan optage Farven, som er tilsat Voks og Terpentin. Derefter gaar man over til Bemaling med gennemsigtige Farver; ønsker man, at Farverne ikke skal suge saa rask ind, tilsætter man dem en Ube- tydelighed ren, kulsur Potaske. Er Fladen bemalet, opvarmes den endnu en Gang. Derefter vil Farverne tilstrækkelig have forbundet sig med Voksen i Væggen, til at man kan afgnide Væggen med en ulden Klud, saa at det faar en jævn mat Glans. Man gaar derefter over til Forgyldning, dog fordrer det stor Opmærksom- hed og hurtigt Arbejde. Man bestøver først hele Fladen med kiselsurt Allun, bestryger de til Forgyldning bestemte Steder med gult i Terpentin tyndtreven Voks, som man tilsætter noget venetiansk Terpentin. Saa paalægges det dobbelte, tilslagne Bladguld, og det overflødige Guld borttages med Bomuld. Efter at de forgyldte Steder er tilstrækkelig tørre, hvad der ikke varer længe, kan man afvaske det hele med Vand. Skulde Væggen være for kold, saa at Guldet ikke straks hænger ved, hjælper man sig derved, at man forsigtig opvarmer Væggen. At en paa denne Maade med Voksmaleri forsiret Kirkevæg er af ufor- gængelig Holdbarhed, kan bevises ved utallige Eksempler. Naar et Kalklag paa ovennævnte Maade er mættet med Voks, er den ude- lukket fra al Indflydelse af Fugtighed, Luft og Lys. Ved Sammensætningen af Farverne skal man stadig rette sig efter Voksets større eller ringere Hvidhed; naturligvis har denne Maade at varme paa Indflydelse paa Farverne, som man maa tage i Betragtning. For øvrigt sker Malingen med denne Voksfarve ganske som med Oliefarve; det bedste er det, naar Voksfarven paastryges tynd, gennemskinnende som Lasurfarve; det trænger bedre ind end tykke Farver, der bliver paa Overfladen. I Valget af Farverne er man ligesaa fri som ved Oliefarve, dog maa man passe kun at vælge ægte modstandsdygtige Farver. Til Slutning maa vi gøre opmærksom paa, at Voksmaleriet desværre i den senere Tid anvendes sjældnere, medehs det var meget afholdt i forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede. En stor Skam er det i det nordlige Evropa, at Freskomalerierne meget let ere prisgivne til Fordærvelse. Allerede for længe siden have berømte Malere i Nordtyskland anvendt al Besvær for at beskytte Freskomalerier i fri Luft mod Ødelæggelse; desværre hidtil uden nævneværdige Følger. Hvad der sydligere paa holder sig, kan ikke holde sig i Norden. " Freskomalerier, malede med den største Omhu, forgaa efter et Aarstid, medens Reparationer, Fernisdække, kort sagt alle Sikkerhedsregler ikke kan