Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
7
Tujarodtræ.
M'cd Hensyn til denne Træarts Farve og Karakter overfræffér dette Træ i
Skønhed alle bekendte Arter. Det stammer fra de nederlandske Kolonier.
Rodpartierne vise sig mest i Form som opstigende Flammer, hvis spidse
Ender ere fyldte med sorte, til to eller tre fordelte Punkter. Denne Træarts
Naturfarve er rosagul. I Oliefarve bliver den efterlignet ved en Blanding,
bestaaende af Zinkhvidt, Orange, Chromgult og noget Tyrkiskrødt. Man ind-
stryger Fladen med en gulligrød Farve, sammenstillet af ubrændt og brændt
ital. Lak, Karmin eller Florentinerlak og en Ubetydelighed Kasselerbrunt.
Derpaa tager man en gammel trævlet Svamp og laver dermed i strygende
Bevægelse de korte flammeagtige Partier, som hver Gang udløber i uregel-
mæssige Punkter. Imellem disse Partier anbringer man, ligesom i de øvrige
Rodtræsorter, gennemløbende, ensartede Pletter ved Hjælp af en lille Svamp,
medens man fremstiller Vækstaadrene paa sædvanlig Maade. Til Slutning
tager man en tyk Pensel, fylder den med Kasselerbrunt, brændt ital. Lak og
noget Sort, og trykker denne saaledes paa de yderste Ender, at den skiller
sig ad i 3 eller 4 Punkter. Efter at Fladen er godt fordreven, kan man ved
utilfredsstillet Virkning endnu anbringe enkelte af de sorte Punkter.
Med Vandfarve kan denne Træart behandles paa følgende Maade: Paa den
ovenfor anførte Grundfarve bliver (saa vaadt som muligt) paastrøget en Vand-
farve, sammensat af brændt og ubrændt ital. Lak, Florentinerlak og Kas-
selerbrunt, hvorved man omhyggeligt maa sørge for, al Farven ikke dri-
ver af.
Derpaa tager man en langhaaret Limpensel, omtrent 12 mm. tyk, fylder
den med denne Farve og lader Endepunkterne staa ud fra hinanden, stryger
nu franeden opefter, stødvis efter hinanden, hvorved de ønskede Punkter
fremkomme af sig selv. Enkelte Partier bliver duppende behandlet med
Svampen og det hele forsigtig fordreven. Efter at Fladen er bleven tør, an-
lægger man Vækstaadren nøjagtig som ved Behandlingen med Oliefarve.
Asiatisk Jernrodtræ.
Det asiatiske Jerntræ stammer fra Molukkerne og udskibes i temmelig store
Mængder til Evropa.
Dette Rodtræ har en forskelligartet guldgul Farve med violette og rosen-
farvede Rodpartier, med Alderen mørknes denne Farve og bliver undertiden
brun. Rodpartierne vise sig i rund Form i Midten, gruppevis fordelt af fine
Vækstaadre. Rodpartierne ere smaa og skilt fra hinanden ved smaa Kanaler
eller Streger. Til Grundfarve blander man Zinkhvidt, Orange-Chromgult,
Okker og Tyrkiskrødt; af det sidste saa meget som man behøver for at frem-
bringe lysere eller mørkere Toner. '
Man river nu ubrændt og brændt ital. Lak, Kasselerbrunt eller Florentiner-
lak, hver for sig i Olie, blander deraf efter Behov og paastryger denne Blan-
ding paa saa mange Steder, som man tænker at anbringe Rodpartier. ‘Her-
paa dypper man en meget porøs Svamp i Farven paa Paletfen og besprætter
dermed Rodpartierne, tager et Stykke Skind og vidsker dermed de flade Steder
og de fine, lyse Aadrer mellem Rodpartierne ud. Med Aadrepenslen anlæg-
ger man nu forsigtig de fine, for det Træ ejendommelige Vækstaadre imellem
Partierne. Derpaa paasprætter man line Porer, som forsigtigt maa fordrives
med Fordriveren.