Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

19 — kunne forskyde sig; var Penslen ikke fortyndet eller udskaaret, saa vilde Haarene stadig trykkes tilbage til den forrige Stilling. De skæve Udsnit paa Hjørnerne sker for ikke at være bunden til Indsnit- tene alene og for hvert Øjeblik at kunne stille Haarene saaledes, som man efter Omstændighederne maa bruge det til Anlæg af Aadrerne. Fig. 24 til 26 giver en Forestilling om Porerne, hvis Beskrivelse allerede er gaaet forud. Fig. 24 . Penselen paa Kammen op- og nedadgaaende, hvorved man faar Porerne i Fig. 26, der, som Fig. 25 viser, bliver fordreven paa langs med Fordriveren. Jo mindre Penslen er fyldt med Farve, desto linere blive Po- rerne; fylder man den mere rigelig, bliver Porerne grovere. Derefter maa Kammens Afstand fra Fladen ogsaa rette sig. Træarternes Lasuring1. Ved Malingen af Træ bliver Lysskæret, som retter sig efter den behand- lede Genstands Stilling, antaget som Rettesnor. Vi forudsætte, at det fulde Lys, som det jo oftest er Tilfælde, falder derpaa. Fig. 27 forestiller et Brædt i afglattet Tilstand; man vil overbevise sig om, at der ligger Lys over Knasterne og Skygge derunder. Naturen viser os alt- saa den faste Regel, at Lys og Skygge forekomme kraftigst der, hvor Aadre- linjerne gøre de korteste Krumninger. I Hjertestykket, som er af langagtig Ovalform, kan man ved Vendingerne bedst bemærke Lysfordelingen. Det er fastslaaet, at Aadrernes Krumninger opstaa ved Ansætningen af Knaster og Rødder, hvorved Træ faar den be- kendte brogede Farveblanding. I Fig. 28 ser man Hjertestykket i opgaaende Form; de enkelte Knaster an- giver paa ringe Maade Farvevekslingen. Fig. 29 . Rodtræ er derimod fuldt af Farveovergange, som opstaa ved de massevis forekommende Aadrevendinger eller krumme Ringformer i Knasterne. Fig. 30 er næsten helt jævn, med Undtagelse af en blød Farveovergang, der er at linde i næsten alle Træsorter. Fig. 31 forestiller den gennemsavede Halvdel af Fig. 32; efter Aadrernes Bøjninger vil man ogsaa linde Farveovergangene. Asketræ. Asken er bekendt i forskellige Arter, hvoraf dog kun 2 forekommer i Ev- ropa;. de øvrige vokse hovedsagelig i Asien og Amerika. Her behandles kun de hjemlige Arter. Den første Art, den almindelige Ask, er bekendt i hele Evropa, har sav- formige, takkede Blade. Træet kan naa en stor Højde og har en bred, med mange Grene forsynet Krone. Bladene er mørkegrønne og noget graalige paa Undersiden. Den anden Art, som forekommer mest i de nordlige Lande som Norge, Sverrige og Skotland, ligner med Hensyn til Vækst og Stør- relse fuldstændig den første, kun er Bladene større, tyndere og skarpere takkede. Asketræet egner sig til de mest forskelligartede Formaal. Det er af Na- turen tørt, hvidt og sejgt, medens det i Forhold til sin Tæthed og Brugbar- hed ikke er tungt. Paa Grund af dets Sejghed og hvide Farve, ogsaa fordi det hverken let springer eller trækker sig og er let al forarbejde, er Aske-