Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
I
CM
Til fejning af noget
Lasurfarven gives en
brændt italiensk Lak og Florentinerlak;
redere Tone.
ligeledes maa
Det amerikanske Lærketræ.
For en Række Aar siden blev fra Amerika en Art Lærketræ indført, som
overgaar de evropæiske i Godhed. Den er federe og fastere og derfor inde-
sluttes Fedtet eller Harpiksen bedre, saa at Varmen eller Solskinnet ikke
foraarsager Harpiksens Indflyden. Af dette Træ laves Yderdøre, Vogne osv.
med Forkærlighed, overhovedet alt, hvad der er særlig udsat for Luften og
Vandet. - Da det nyttige helst følges med det behagelige, er det at vente,
at denne Træart kommer mere og mere i Brug, og det er nødvendig, at
Maleren er bekendt med Metoden til at efterligne det, hvis Tid og Omstæn-
digheder skulde fordre Brugen deraf. Grundfarven for amerikansk Lærketræ
sammensættes af Hvidt, Chromorange og Tyrkiskrødt.
Dette Træs Aadrer er bredere end det evropæiske Lærketræs, Spidserne
ere mere fyldte og tættere ved hinanden, samt flovere i Farven, d. v. s.
Aadrerne er mindre skarpt opdrevne. Vækstaadrerne ere rødlige og aftegne
sig skarpt paa den rødgule Grund; Overgangstonerne af lyst og' mørkt flyder
ind i hinanden og ere skyagtig, regelmæssig af Farve. Knastpartier fore-
kommer sjælden. Behandlingen er iøvrigt den samme som ved de andre
Naaletræer; den rødere Farve opnaas ved Tilføjelse af noget mere brændt
italiensk Lak, Florentinerlak og Kasselerbrunt.
Breche (Breccia).
Vi ville ved Beskrivelsen af denne Marmorart indskrænke os til det nød-
vendigste for at meddele Læseren det, som han maa vide for at kunne efter-
ligne Arterne.
Breche Violette, som her skal behandles udførligst, ogsaa bekendt under
Navnet „Ferskenblomst", har sit Navn efter sin indre Beskaffenhed. Breche
betyder det samme som Brud; bliver dette Marmor afslaaet, brydes det sæd-
vanlig al ved Aadrerne, hvorved der gives kantede Brud. Heraf har en
Mængde Marmorsorter deres Navn; de bekendteste ere: Guld-Breche, Breche
grise, Alpebreche, Karoline- eller Seranclinbreche, Breche doulaire osv. Der
eksisterer endnu flere Brechearter, <1. v. s. Marmor, som besidde de antydede
Egenskaber, som dog ere anderledes benævnte.
Breche bestaar af uregelmæssige, kantede Kalkformationer og stenagtige
Stoller; ved enkelte Arter, f. Eks. Breche d’or, ere disse mere afrundede.
Det er ligelig gennemvævet med Toner, gennemkrydset af skarpe Aadrer eller
Partier, ved hvilke det let brydes. Heraf slutter man, at Breche har haft lo
Oprindelsesperioder, en Antagelse, hvorefter de følgende Bemærkninger ville
linde deres Steder. Naar vi følge denne Marmorarts Farvefordeling, bemær-
ker vi de saakaldte Grundaadrer eller Grundpartier forenede i Hovedmassen
i blødtflydende Toner, saaledes som det ogsaa forekommer ved hvidt Marmor.
Grundpartiernes Farver forfølge deres Retning ogsaa hen over de Brud og
Former, som fremstaa ved Hovedaadrernes Linier, som gennemkrydse Hoved-
massen i skarpe Aadrer og ere af forskellig graa Violetfarve, se Tavle XI og
XII. Bruddene af disse Aadrer, hvoraf Navnet Breche kommer, tjene til Bevis
tor, al de mørke og skarpe Aadrers Bestanddele ikke samtidig med Hoved-