ForsideBøgerTræ og Marmormaleri : Pra…- og Kunstindustriskoler

Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

Forfatter: P. van der Burg

År: 1901

Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri

Sted: Odense

Sider: 119

UDK: 667.67

Noter

Fjerde forbedrede Oplag

Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 132 Forrige Næste
I CM Til fejning af noget Lasurfarven gives en brændt italiensk Lak og Florentinerlak; redere Tone. ligeledes maa Det amerikanske Lærketræ. For en Række Aar siden blev fra Amerika en Art Lærketræ indført, som overgaar de evropæiske i Godhed. Den er federe og fastere og derfor inde- sluttes Fedtet eller Harpiksen bedre, saa at Varmen eller Solskinnet ikke foraarsager Harpiksens Indflyden. Af dette Træ laves Yderdøre, Vogne osv. med Forkærlighed, overhovedet alt, hvad der er særlig udsat for Luften og Vandet. - Da det nyttige helst følges med det behagelige, er det at vente, at denne Træart kommer mere og mere i Brug, og det er nødvendig, at Maleren er bekendt med Metoden til at efterligne det, hvis Tid og Omstæn- digheder skulde fordre Brugen deraf. Grundfarven for amerikansk Lærketræ sammensættes af Hvidt, Chromorange og Tyrkiskrødt. Dette Træs Aadrer er bredere end det evropæiske Lærketræs, Spidserne ere mere fyldte og tættere ved hinanden, samt flovere i Farven, d. v. s. Aadrerne er mindre skarpt opdrevne. Vækstaadrerne ere rødlige og aftegne sig skarpt paa den rødgule Grund; Overgangstonerne af lyst og' mørkt flyder ind i hinanden og ere skyagtig, regelmæssig af Farve. Knastpartier fore- kommer sjælden. Behandlingen er iøvrigt den samme som ved de andre Naaletræer; den rødere Farve opnaas ved Tilføjelse af noget mere brændt italiensk Lak, Florentinerlak og Kasselerbrunt. Breche (Breccia). Vi ville ved Beskrivelsen af denne Marmorart indskrænke os til det nød- vendigste for at meddele Læseren det, som han maa vide for at kunne efter- ligne Arterne. Breche Violette, som her skal behandles udførligst, ogsaa bekendt under Navnet „Ferskenblomst", har sit Navn efter sin indre Beskaffenhed. Breche betyder det samme som Brud; bliver dette Marmor afslaaet, brydes det sæd- vanlig al ved Aadrerne, hvorved der gives kantede Brud. Heraf har en Mængde Marmorsorter deres Navn; de bekendteste ere: Guld-Breche, Breche grise, Alpebreche, Karoline- eller Seranclinbreche, Breche doulaire osv. Der eksisterer endnu flere Brechearter, <1. v. s. Marmor, som besidde de antydede Egenskaber, som dog ere anderledes benævnte. Breche bestaar af uregelmæssige, kantede Kalkformationer og stenagtige Stoller; ved enkelte Arter, f. Eks. Breche d’or, ere disse mere afrundede. Det er ligelig gennemvævet med Toner, gennemkrydset af skarpe Aadrer eller Partier, ved hvilke det let brydes. Heraf slutter man, at Breche har haft lo Oprindelsesperioder, en Antagelse, hvorefter de følgende Bemærkninger ville linde deres Steder. Naar vi følge denne Marmorarts Farvefordeling, bemær- ker vi de saakaldte Grundaadrer eller Grundpartier forenede i Hovedmassen i blødtflydende Toner, saaledes som det ogsaa forekommer ved hvidt Marmor. Grundpartiernes Farver forfølge deres Retning ogsaa hen over de Brud og Former, som fremstaa ved Hovedaadrernes Linier, som gennemkrydse Hoved- massen i skarpe Aadrer og ere af forskellig graa Violetfarve, se Tavle XI og XII. Bruddene af disse Aadrer, hvoraf Navnet Breche kommer, tjene til Bevis tor, al de mørke og skarpe Aadrers Bestanddele ikke samtidig med Hoved-