Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
o
I
Forklaring til Tavle XVI.
Naar man taler om hvidfarvet Marmor, forstaar man derved ikke en fuld-
stændig regelmæssig hvid Flade; det hvide Marmor er stadig oversaaet med
mørke smaa Korn. Efter at man har malet den hvide Grund, hvorved man
laar en gennemsigtig hvid og regelmæssig Flade, anbringer man enkelte graa
Pletter, som derpaa overcitqueteres med hvid Farve.
Ved de tidligere behandlede Arter, St. Remi og Breche Violette, have vi
allerede vist, at man paa samme Maade - skønt der paa rødlig Undergrund
— ved Citqueferen faar de gennemsigtige Farver.
Malingen af ensartet hvidt Marmor forekommer sjælden, hovedsagelig ved
Billeder, Ornamenter og Forsiringer. Gange, Pilastre, Murfliser og Gesimser
fremstilles i mere eller mindre plettet eller aadret Marmor.
Fig. 1, lavle XVI, viser den første Begyndelse ved Marmormaling. Det
hele stryges skyagtig med Hvidt, derefter med Sort og Ultramarin og for-
dreven godi med Marmorfordriveren, Fig. 7, Tavle IV. Man maa dog passe
paa, at denne Grund kun faar en meget svag Tone. Erfaringen lærer, at
Zinkhvidt er en daarlig Dækfarve, ligesom ogsaa, at man frembringer en til-
fredsstillende Toneforskel, naar man over denne atter stryger med Hvidt.
Fig. 2 forestiller plettet hvidt Marmor med blide, fnuggede Partier, over
hvilke blide Aadrer i tverløbende Retning krydse det første Anlæg. Dertil
anvender man Lyonerpensel, Fig. 8 og 10, Tavle II. Penslen fyldes med lidt
fortyndet Sort og Ultramarin og blandes saaledes, at man faar en gennem-
sigtig graa Tone. Ved en rullende eller duppen de Bevægelse dannes de fore-
skrevne Partier, i Fig. 4, Tavle IV, angivet i større Form, hvorpaa Aadrerne
anlægges med en fin, lang Lyonerpensel eller Maarhaarspensel. Derpaa for-
drives det hele med Fordriveren i Retning af Partierne.
I Fig. 3 er ved 2 paa hinanden krydsende Linier angivet, paa hvilken
Maade denne Fördrivning sker; f. Eks. Aadre 5 løber parallel med Linie b b,
medens Linie a a viser en modsat Retning. Er nu det hele anlagt som Linie 5,
fordriver man først efter b b fra oven og nedad og derefter fra a til a, men
tør dog aldrig fare op og nedad med Fordriveren, men kun i samme Retning
Ira oven nedad eller fra Siden, saa at man ved den Slags Fordriven faar en
mørk afflydende Kant, som vilde mistes, dersom man fordrev op og ned i
samme Retning. Derpaa lader man Arbejdet tørre, hvorefter man gaar videre.
hig. 4 viser et hvidt Marmor, der paa Grund al sin skarpe Tegning ikke
er meget søgt, og derfor ogsaa kun anvendes lidt. Dette Marmor er mælke-
hvidt, med blidt afflydende skarpe Linier og viser tydelig Maleren Karakteren
og Formen af de hvide Marmorlinier. Aadrestillingen er, overfladisk betrag-
tet,. meget simpel; der hører dog nogen Øvelse til at kunne trække de lige
Linier i deres forskellige Afvigelser, saa de de danne et smukt Hele.
Behandling- af Hvidmarmormaling med Lakfarve.
Den Sædvane at male med Lakfarve er overalt almindelig, sandsynligvis
fordi Farven under Lakken bliver hvidere, stærk glinsende og mere glat,
li ods dette er det ved al Møje dog ikke mulig at efterligne Naturen dermed
saa godt som ved Brugen af Valmueolie. Naar Undergrunden er strøget med
Zinkhvidt, stryges derover et eller lo Lag fin Lakfarve; derpaa fremstilles af
A indi uesort, trækul- eller Perlesort og lidt Laklarve en svag Blanding og
deraf lægges lidt paa Paletten. Man tager derefter en tyk, blødhaaret Pensel,