Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

- 41 som er fyldt med Terpentinolie og noget af den Farve, som lige er beskreven. Denne Farve maa være saa let, at man dermed kan angive de lyseste Toner i det hvide Marmor. Har man anlagt Grundpartierne, lægges de mørkere Partier derhenover og det hele fuldendes paa foreskrevet! Maade. Man kan ogsaa med kinesisk Tusch, reven i Vand og fortyndet med Brændevin, mar- morere over den matte Lakgrund, hvorved man har den Fordel, at man kan fordrive lidt med Fordriveren og med en lille Svamp paasætte de smaa Plet- ter. Med Terpentinolie kan man naturligvis ikke gøre det, da Lakfarve op- løser sig i Terpentinolie. Derefter overtrækkes Arbejdet med Glanslak. Vi angive i det følgende Sammensætningen af Lakfarven: Zinkhvidt rives med 1 Del Terpentinolie og 8/2o Dele Standolie; deraf blan- des 1 Del Hvidt, 3,io Porcellænslak og 3/øo Standolie med hinanden, som er tør 5 — 6 Timer efter Paastrygningen. Laver man Farven for mat, udsætter man sig for den Fare at frembringe Ridser, naar man for anden Gang stryger derover; den sidste Glanslak vilde ogsaa lide for meget derunder. Er Grundfarven for stærk, bliver Marmoreringen sværere, da den opløses for hurtig af Terpentinolien, og at den derved, at man først paafører den en lysere Farvetone og derpaa en mørkere, bliver blød og drivende. Farven fordeler sig da ogsaa lettere, og den Fare ligger nær, at Arbejdet bliver gult. Tilsidst lakerer man det hele med hvid Fernis eller Marmorlak for at fjerne de gule Toner. Har man ingen Marmorlak ved Haanden, tager man 3 Dele hvid Porcellænsjord, 2 Dele Standolie og noget Zinkhvidt og fortynder denne Blanding med Terpentin til en stiv Fernistykkelse. Paa denne Maade fremstiller man et smukt, holdbart og for Øjel behage- ligt Arbejde. Man maa stadig beflitte sig paa at arbejde i 3 blide Toner og fremstille Overgangene ind i hinanden flydende. Vil man opnaa det hvide Marmors gennemsigtige Farve og gengive Na- turen saa nøje som mulig, betjener man sig af følgende Methode: Behandling- af Hvidmarmormaling- med Valmueoliefarve (Tavle XVII og- XVIII). Naar man vil efterligne hvidt Marmor, maa man udsøge sig en bestemt Art som Forlag og da rette sig nøjagtig derefter. Man skal aldrig ved uregel- mæssig, imellem hinanden anbragte Partier søge at efterligne et Marmor, som i Virkeligheden kun lindes i forskellige Arter. Ved første Blik synes det hvide Marmor at være det letteste at efterligne; det er dog kun Tilfældet, naar man har opnaaet en Færdighed i Marmormaling ved Øvelse i Partiernes Anlæg, det er i den saakaldle Hvidmarmorstreg. Det er ikke nok, at man anlægger mange ligeliniede Streger hist og her noget rundt og uregelmæs- sigt, (let ser slemt ud og er ogsaa helt naturstridigt. Aadrerne i hvidt Marmor ere mere eller mindre brudte, og skønt de øjen- synlig danne rette Linier eller ere forbundne, kan man først ved Overdup- ning forme dem til el Hele, hvis Forbindelse dannes af Grundtonerne. Naar Undergrunden dækker godt, tager man Sne- eller Zinkhvidt, som rives tykt med Valmueolie og fortyndes med Terpentin; denne Blanding kan man for at fremskynde Tørringen tilføje noget Siccativ. Denne Farve, som man tilsætter noget Sort og Ultramarin, tjener til An- lægning af Grundpartierne, som angivet paa Tavle XVII. Dette Anlæg maa bestaa af lyse, saakaldle brudte Toner. Man tager en stor, rund Lyoner-