Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

42 — pensel (til større Arbejder er en Spidspensel, godt afsleben, at foretrække) og anlægger dermed de brede, plettede Partier, se Fig. 2 og 4, Tavle XVI, hvor- paa man anbringer de fine Dupper og Aadrer med mindre Pensler. Ønsker man at fremskynde Arbejdet, tager man 3 eller 4 smaa Lyoner- pensler samtidig i Haanden, udfører dermed skubbende og duppende Bevæ- gelser for at anlægge de af mange smaa Pletter bestaaende Partier. Derefter paalægges de fine Aadrer med en fin, langhaaret Lyonerpensel. Det hele fordrives nu paa foreskreven Maade, indtil alle Aadrer etc. træde blødt og flydende frem fra Grunden, se Fig. 4 a og b. Naar det hele er tørt, fylder man Citqueterpenslen med Hvidt og bestryger de Steder, hvor man vil anlægge de lyseste Partier. Da tager man den store, flade Lyoner- pensel og udfylder Partierne ved Siden af Aadrerne pletagtig med Hvidt. Med Maarhaarspenslen anbringer man paa de graa Aadrer de allerede nævnte Dupper med en Blanding af Sort, Okker og lidt Ultramarin. Tavle XVIII fremviser tilstrækkeligt, hvorledes denne Duppen anbringes; særlig maa den anbringes paa de Steder, hvor Aadrerne krydses. Nu udviser det hele et haardt, broget Udseende; fordriver man paa foreskrevne Maade, faar man hint bløde i hinanden flydende, der er Grundbetingelsen for Hvidmarmoret. Sluttelig overcitqueteres det hele med tyndt Hvidt. Ved mindre vigtige Arbejder kan man male det hvide Marmor efter hin- anden. I Stedet for at vente til det første Anlæg er tørt, dupper man straks dette med Hvidt, men maa derved sørge for, at de lyse Toner beholder Grundanlæget. Graa Breche-Marmor. Til de gamle Marmorarter hører ogsaa endnu det graa Breche-Marmor, » der ikke sjælden findes i gamle Bygninger. Det stammer fra Bruddene ved Carara, der dog synes at være udtømt, i det mindste hvad denne smukke Art angaar. Det er af mælkehvid Farve, med brede, brudagtige Parlier; enkelte af disse Partier erc gulliggraa, andre af okkergul Farve. Vil man efterligne denne Art, tager man naturligvis de smukkeste Stykker, hvori det mørkere Gule forekommer saa lidt som mulig; de friske med graalige Aadrer gennem- trukne Partier egner sig til Maling. Behandling. Grundfarven er hvid. Farven til Dækningen bestaar af Hvidt med noget Sort, Ultramarin og lidt Okker, af hvilke Farver man fremstiller en lys, sart, tonet Blanding. Med Marmorlasur og den flade Lyonerpensel anlægges Hovedpartierne. Derpaa tager man den femspidsede Pensel, hvormed der anlægges i flade Partier nogle krydsende Aadrer, som oparbejdes med Maarhaarspenslen og fordrives fint. Efter at det hele omtrent er bleven tørt, lasures nogle enkelte Partier med en Blanding af Sort og Ultramarin, andre med Okker og Chrom- orange. Derpaa anbringes med en tlad Lyonerpensel mod de mørke Aadrer kraftige hvide Pletter, og det hele citqueteres og duppes med Hvidt. Da Fernisseringen, som allerede omtalt, af disse hvide Marmorarter er meget vanskelig paa Grund af dets Gulnen, anbefale vi at tilsætte Farverne Papaverolie, som man tilføjer en Ubetydelighed i Terpentin opløst Voks (Va hg. til 1 kg. Farve).