Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
42 —
pensel (til større Arbejder er en Spidspensel, godt afsleben, at foretrække) og
anlægger dermed de brede, plettede Partier, se Fig. 2 og 4, Tavle XVI, hvor-
paa man anbringer de fine Dupper og Aadrer med mindre Pensler.
Ønsker man at fremskynde Arbejdet, tager man 3 eller 4 smaa Lyoner-
pensler samtidig i Haanden, udfører dermed skubbende og duppende Bevæ-
gelser for at anlægge de af mange smaa Pletter bestaaende Partier.
Derefter paalægges de fine Aadrer med en fin, langhaaret Lyonerpensel.
Det hele fordrives nu paa foreskreven Maade, indtil alle Aadrer etc. træde
blødt og flydende frem fra Grunden, se Fig. 4 a og b. Naar det hele er
tørt, fylder man Citqueterpenslen med Hvidt og bestryger de Steder, hvor
man vil anlægge de lyseste Partier. Da tager man den store, flade Lyoner-
pensel og udfylder Partierne ved Siden af Aadrerne pletagtig med Hvidt.
Med Maarhaarspenslen anbringer man paa de graa Aadrer de allerede nævnte
Dupper med en Blanding af Sort, Okker og lidt Ultramarin. Tavle XVIII
fremviser tilstrækkeligt, hvorledes denne Duppen anbringes; særlig maa den
anbringes paa de Steder, hvor Aadrerne krydses. Nu udviser det hele et
haardt, broget Udseende; fordriver man paa foreskrevne Maade, faar man
hint bløde i hinanden flydende, der er Grundbetingelsen for Hvidmarmoret.
Sluttelig overcitqueteres det hele med tyndt Hvidt.
Ved mindre vigtige Arbejder kan man male det hvide Marmor efter hin-
anden. I Stedet for at vente til det første Anlæg er tørt, dupper man straks
dette med Hvidt, men maa derved sørge for, at de lyse Toner beholder
Grundanlæget.
Graa Breche-Marmor.
Til de gamle Marmorarter hører ogsaa endnu det graa Breche-Marmor, »
der ikke sjælden findes i gamle Bygninger. Det stammer fra Bruddene ved
Carara, der dog synes at være udtømt, i det mindste hvad denne smukke
Art angaar.
Det er af mælkehvid Farve, med brede, brudagtige Parlier; enkelte af disse
Partier erc gulliggraa, andre af okkergul Farve. Vil man efterligne denne
Art, tager man naturligvis de smukkeste Stykker, hvori det mørkere Gule
forekommer saa lidt som mulig; de friske med graalige Aadrer gennem-
trukne Partier egner sig til Maling.
Behandling.
Grundfarven er hvid. Farven til Dækningen bestaar af Hvidt med noget
Sort, Ultramarin og lidt Okker, af hvilke Farver man fremstiller en lys, sart,
tonet Blanding.
Med Marmorlasur og den flade Lyonerpensel anlægges Hovedpartierne.
Derpaa tager man den femspidsede Pensel, hvormed der anlægges i flade
Partier nogle krydsende Aadrer, som oparbejdes med Maarhaarspenslen og
fordrives fint. Efter at det hele omtrent er bleven tørt, lasures nogle enkelte
Partier med en Blanding af Sort og Ultramarin, andre med Okker og Chrom-
orange. Derpaa anbringes med en tlad Lyonerpensel mod de mørke Aadrer
kraftige hvide Pletter, og det hele citqueteres og duppes med Hvidt.
Da Fernisseringen, som allerede omtalt, af disse hvide Marmorarter er
meget vanskelig paa Grund af dets Gulnen, anbefale vi at tilsætte Farverne
Papaverolie, som man tilføjer en Ubetydelighed i Terpentin opløst Voks
(Va hg. til 1 kg. Farve).