Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 51
Behandling.
Som Grundfarve kan man vælge forskelligtonede Farver, eftersom Maleren
ønsker Tonen. F. Eks. Okker, Chromorange eller Tyrkiskrødt, eller Tyrkisk-
rødt og Okker eller Tyrkiskrødt alene.
Ogsaa Anlægget af Vækstaadrene sker paa forskellig Maade; tidligere an-
lagdes de med Lyonerpenslen og Kammen. Vi anbefale som den bedste
Maade at anlægge Vækstaadrerne med den sorte Stift Nr. 3 eller 4, enten i
vaad Farve eller Olie, eller i den med Vandfarve, bestaaende af Kasselerbrunt,
bestrøgne Grund. Allerede tidligere have vi beskrevet, hvorledes man arbej-
der med Stiften. For at male ligeliniet Palisandertræ, bestryger man Fladen
med Kasselerbrunt og Sort, ved hvilket Anstrøg trækkes en Aadre med For-
driveren eller en stærk, grov, linned Klud, og samtidig anlægges en Marv.
Lasuringen sker med Florentinerlak og Sort, hyppig med Tilføjelse af no-
get Berlinerblaat. Blomsterne eller Hjertestykkerne stryges i Afdelinger med
Olie eller Vandfarve af Kasselerbrunt, hvorpaa Vækstaadren anlægges med
Stift 3 eller 4 og fordrives.
Aadrernes Hoveder ere sædvanlig tandede eller splintagtige, hvorpaa der
vel maa agtes ved Fordrivningen. Knastknuderne anbringes med Bodpenslen.
Man maa passe paa, at Vækstaadrerne, som ere anlagte med Vandfarve og
ikke fordrevne i den vaade Bund, ikke forsvinde ved Lasuringen.
Grunden, hvorfor vi anbefale Bearbejdningen med Stiften, er, at Vækst-
aadren skal være dybsort, og det er ikke raadelig at paalægge Sort med An-
læggepenslen over det ofte mørke Røde. Ogsaa ere Partierne mest smalle
og uregelmæssige; ved nogen Øvelse vil man snart gaa frem i Brugen af
Stiften.
Lasuringen sker paa samme Maade som ved Mahognitræ; vi henvise til
Forskrifter, som man maa give godt Agt paa. Tilsidst fordrives det hele
forsigtig i Retning af Aadrerne.
Gult Siena-Marmor.
Siena-Marmor har sit Navn fra den By, i hvis Omegn den er funden. Det
har en pragtfuld dybguld Farve, er gennemskaaret af forskellig farvede Aad-
rer, som atter gennem krydses af mørkere. Grundfarven er rosagul, som gaar
over i Straagult; i de mørkere Partier bliven Farven æggul og mørkegul;
det er gennamkrydset af mørkerødlige Aadrer, som gaar fra brede Pletter over
til fine Aadrer; de sidste ere som Regel saa fine som Pennestreger. Hist og
her forekome graa Aadrepartier, som ikke sjælden overgaa i brede Pletter.
Vi ejer en Marmorplade paa ca. 1 m langt og V2 m bredt af denne Slags
Marmor, som er saa graa paa den ene Fjerdedel, at denne, hvis den blev af-
savet, kunde regnes til de graa Marmorsorter.
En lignende Marmor findes i Omegnen af Verona; ogsaa Portugal og Tysk-
land — Bayreuth og Durlach — levere gullige Marmorarter, som dog staa
tilbage for Siena-Marmoret i Skønhed og Godhed.
En gammel gul Marmorart, som har megen Lighed med Siena-Marmoret,
hedder Doree; den er gulere og af regelmæssig Tegning. Paa Grund af sin
safrangule Farve kaldes denne Art Marmor Croceum, den fandtes hovedsage-
lig i Macedonien. Nu tildags forekommer den ikke mere i Brud; man træf-
fer den kun i gamle Bygninger, Mindesmærker o. s. v.
Særlig Romerne elskede det gule Marmor; nu tildags er det gule Siena-