Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

— 62 man samtidig opnaar ensartige Farveovergange. Har man anlagt Hovedpar- tierne med den flade Lyonerpensel, saa laves de finere Aadrerforbindelser. En stor Del af disse Smaaadrer ligge krydsende over hinanden som et Væv; for hurtig og let at kunne fremstille dette, fatter man med halvt udstrakt Arm Penslen omtrent ved Enden af Skaftet og udviger i denne Holdning i alle Retninger. Se ogsaa Fig. 6 og 8, hvori Stregerne ere fortegnede. Efter at dette er sket, anlægger man de lyse Partier, se Fig. 9 og 10. Behandling- af Tavle XXIX og XXX. Skøndt dette Marmor kun har lidet Slægtskab med Arter, som vi tidligere har beskrevet, saa er Bearbejdelsen deraf i mange Retninger den samme. Grundfarven for søgrønt Marmor er sort. Paletten fyldes med Hvidt, Sort, Okker, Zinkgrønt, Ultramarin og Berlinerblaat. Den sorte Grund maa være godt tør, førend man kan arbejde videre der- paa. Man fylder den femspidsede Pensel, Fig. 7, Tavle XXVIII, og laver dermed stregagtige, krydsede og over hinanden løbende Grundaadrer og paa enkelte Steder partivis duppede Pletter. Farven maa være gennemsigtig tynd og man maa allerede ved det første Grundlag søge at danne en Partifordeling. Med den flade Lyonerpensel males nu de første aadrede Lag; for mindre Arbejder kan man ogsaa bruge Maarhaarspenslen. Til disse Lag bruger man ovennævnte Farver, hvortil der sættes lidt mere Ultramarin og Hvidt. Man anlægger det i forskellige Toner, mest i gul, grøn eller lys Farve. Naar man optager Farverne paa den i forrige Afsnit beskrevne Maade, saa lader Farveovergangene sig smukkere fremstille. Med Maarhaarspenslen anlægges nu de finere Aadrerpartier og forbindes med de bredere Aadrer, se Fig. 6 og 8, Tavle XXVIII. Er man færdig hermed, saa anlægger man i modsat Retning de lyse Hovedpartier, hvortil man betjener sig af en Blanding af Hvidt, Zinkgrønt, Ultramarin og noget Sort. Til Ma- ling af nogle enkelte Aadrer tilføjes noget Okker og Berlinerblaat; Farverne ere tydelige at kende paa Tavle XXIX. Vi gøre endnu opmærksomme paa, at Hovedpartierne og de fine Aadrer maa tegnes skarpe og kraftige; derhen over anlægger man de sidste hvide Aadrer, hvorpaa det Hele fordrives let, og det saa forsigtigt, at Aadrerne ikke mister deres Skarphed. Derpaa fyldes Citqueterpenslen paany med fortyndet Sort, hvormed man citqueterer over de anlagte Partier; man opnaar derved, at de forhen anbragte Aadrer brydes med mørke Aabninger, som det passer efter dette Marmors Karakter, se Tavle XXIX. Derefter lader man det bearbejdede tørre. Lasuren. Man anvender dertil Kasselerbrunt, som har en Guldtone, eller almindelig Beg, som rives til Pulver, og da ved Middelvarme smeltes og blan- des med raa Linolie, indtil det ogsaa i kold Tilstand er godt flydende. Man fortynder det med Siccativ og Terpentin, hvorved Blandingen samtidig tørrer godt. Den tidligere fyldte Palet, som man har tilføjet noget Chromgult og de førnævnte Farver, Kasselerbrunt og det opløste Beg, gør atter her Tjeneste. Lasuringen sker ganske paa samme Maade, som vi tidligere har beskrevet det, hvorved man opnaar den paa Tavle XXX viste Marmorflade. Grøn ægyptisk Marmor (Vert d’Ægypte). Om dette Marmors Herkomst talte vi allerede ved det søgrønne Marmor. Grunden til ægyptisk Marmor er mørk, violet, rød med dybgrønne Brokker