Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

65 blandet af ovennævnte Bestanddele, medens man paa enkelte Steder paafører Tyrkiskrødt og Florentinerlak og derefter fordriver Anlægget godt. Herpaa anlægger man med den Hade Lyonerpensel, fyldt med en Blanding af Chrom- grønt, Ultramarin og noget Sort, de grønne Aadrer, som forekommer i større eller mindre Partier af langagtig, ovalformet Skikkelse. For de rødlige Aadrer tager man Chromorange, Dodenkop, Tyrkiskrødt og Florentinerlak. Ved Hjælp af Maarhaarspenslen anlægges herover de fine Aadrer med nævnte Farver og de forrige bearbejdes, hvorpaa det hele for- drives let. Efterat Fladen er lasuret paa foreskreven Maade, beduppes de enkelte Aad- repartier med de betræffende Farver, ganske vist er man ikke nødt til at betjene sig af Partiernes tilsvarende Farver ved Dupningen; man tør nok, særlig ved Overgangene, afvige noget, saa at de røde Partiel- f. Eks. ikke behøve at duppes alene med Hvidt, Tyrkiskrødt og Florentinerlak, men at det ogsaa kan ske med Hvidt, Grønt og Orange og noget Rødt. Efter at dette Arbejde er forrettet, indlægges de hvide Aadrer, som enkelt- vis forekomme, som man saa bedupper med tynd, hvid Farve og fordriver fint. Vil man fremskynde Anlægget af Vert de Campan ved et større Arbejde, saa gaar man til Værks paa følgende Maade: Man paastryger først Grund- og Hovedfarverne for de forlangte Partier og lader disse tørre godt; derefter anlægges de forskellige Aadrer i de forskriftsmæssige Farver. Er dette sket, saa opvisker man med en Lap, som man lægger over Fin- gerspidserne, de smaa lyse Pletter og bearbejder da disse Steder med den Hade Lyonerpensel og Maarhaarspenslen. Senere er Behandlingen den samme som ovenfor beskreven; man opnaar den hurtigere Færdiglavning hovedsa- gelig derved, at man raskere anbringer de halve Toner, og at Aadregrund- anlæggene ikke behandles saa udførlig. Vert Antique. Dette berømte Marmor, som fandtes for Aarhundreder siden i Egnene i Tessalonika og Makedonien, er endnu langt fra gaaet i Forglemmelse, og Malerne efterligne det endnu med stor Forkærlighed. For øvrigt forekommer denne Art saa sjældent, at Størstedelen af Læserne vel næppe faar Lejlighed til at se det i Naturen; at dette Marmor dog er saa godt bekendt, kan man takke ovennævnte Forkærlighed for; ved Efterlig- ninger lever det videre hos alle Malere. Findes der endelig ved Tilfælde et Stykke Vert Antique, saa saver man det i tynde Plader og anvender det til Indlægning som Forsiringer. Marmoret har en grøn Grund, der afveksler fra Gul- eller BIaagrøn til Mørkegraagrøn. Brudene ere af fra gul til mørkegrøn Farve og gaar over til Sort; hist og her finder man graalige, hvide og gule Pletter; undertiden forekomme ogsaa purpurrøde Pletter og enkelte krystalhvide Aadrer. Behandling. Grundfarven, Lysehavgrøn, blandes af Hvidt, Grønt, Ultramarin og noget Sort; derover stryges Hovedpartierne med Hvidt, Okker, Zinkgrøn, Orange, Ultramarin; for enkelte mindre Partier tilføjer man noget Dodenkop. Som ogsaa ved de tidligere behandlede Marmorarter angives disse Farver, for