ForsideBøgerTræ og Marmormaleri : Pra…- og Kunstindustriskoler

Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

Forfatter: P. van der Burg

År: 1901

Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri

Sted: Odense

Sider: 119

UDK: 667.67

Noter

Fjerde forbedrede Oplag

Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 132 Forrige Næste
— 66 — paa en stor Flade at anbringe saa megen som mulig Forskellighed, saavidt Naturen tillader eller fordrer dette. Hen over disse Anlæg fordeles med den store, flade Lyonerpensel Partierne med Marmorslag, med noget graaligere Tone end de anlagte Partier. Derpaa bedupper man med en grøn Blanding, bestaaende af Grønt, Ultramarin og noget Sort, enkelte Partier; atter andre med Okker og noget Chromorange, andre med mørkere Grønt, idet man tilsætter Farven lidt Berlinerblaat eller Sort. De sidste Partier maa forekomme næsten som Pletter og meget enkeltvis. Derpaa udfyldes de aabne Steder; som bekendt sker det, idet man samtidig optager forskellige Farver i den flade Lyonerpensel, først Lysegrønt,, saa Blaa- grønt, Graaliggrønt og Mørkegrønt indtil omtrent Sort. Ere disse Steder ud- fyldte, anlægges med Tyrkiskrødt og Dodenkop og noget Chromorange de enkelte smaa røde Pletter med Hvidt, nogle aadreagtige Pletter kun med Ok- ker, Grønt og Sort, enkelte mørke Partier. Efterat Lasuringen er sket paa bekendt Maade, bliver med den med tynd hvid Farve fyldte Citqueterpensel Fladen beduppet og stribevis gennemtrukken, og med Maarhaarspenslen de mørke Aadrer sammenarbejdet, hvorpaa det Hele fordrives fint. Egetræ. Efterat vi nu har behandlet de hovedsageligste Træarter, kommer vi til Egen, den stadseligste af alle Løvtræerne. Egen bruger mange Aar, førend den har udviklet sig til sin fulde Kraft, og man antager, at den bruger 150— 200 Aar, før den har naaet sin Gennemsnitsalder. Til Bevis for, at dette Træ kan naa en uhyre Alder og et overordentlig Omfang, anføre vi følgende Eksempel: En Eg i Nærheden af Saintes i Montravail vilde efter Aarsringene at dømme tælle 2000 Aar; den havde et Omfang af 7—9 m. En lignende Kæmpe an- føres ved Landsbyen Varzay (Frankrig), medens i Allouville (Normandiet) et Egetræ af 11 Meters Omfang er at se; i dette blev i Aaret 1696 oprettet et Kapel, og dets Alder anslaas til 800—900 Aar. I Yorkshire ved Bipon i Fountains Abbey viser man en 1200 Aar gammel Eg; i Surrey paa Chrom- hurst Kirkegaard en paa 1450; i Tortingall i Perthshire en paa 2500—2600; paa Brabourns Kirkegaard i Kent en paa 3000 Aar. I Hedsor Bruks staar endnu en Eg i fuld Vækst, der har et Gennemsnit af 8,10 m. og hvis Alder sættes til 3200 Aar. En Eg i Pleischwitz (Schlesien) sættes til 2000 Aar. Den berømte „Store Eg“ ved Leipzig giver den næppe noget efter. De mange Beskrivelser af Opstaltræet ved Aurich (.Østfrisl and) og Frisernes gamle Eg, som man fældede i altfor stor Trosiver, ere bekendte. Der berettes endnu om tre Ege fra Grænsen af Cumberland, kaldet de tre Brødre, af hvilke den mindste har et Omfang af 12 m ved Stammeenden. Heraf ser man hvor høj en Alder og hvor stort et omfang Egen kan naa. Dog synes Tiden mellem 90 og 200 Aar at være den mest passende; da leverer den den det bedste Gavntræ. Bliver den over 200 Aar, forhøjer Træets Værdi sig paa ingen Maade, skønt det dog endnu stadig er brugbart. For at give et Bevis derfor kan den Kendsgerning tjene, at i i Grevskabet Monmouth (England) solgtes en meget gammel Eg, for hvis Bark der vandtes 200 Pd. St. (ca. 4000 Kr.) hvis Træ indbragte 670 Pd. St, (ca. 13000 Kr.) Tallet af de forskellige Træarter, som forekomme under Navnet „Eg“ er