Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 66 —
paa en stor Flade at anbringe saa megen som mulig Forskellighed, saavidt
Naturen tillader eller fordrer dette.
Hen over disse Anlæg fordeles med den store, flade Lyonerpensel Partierne
med Marmorslag, med noget graaligere Tone end de anlagte Partier. Derpaa
bedupper man med en grøn Blanding, bestaaende af Grønt, Ultramarin og
noget Sort, enkelte Partier; atter andre med Okker og noget Chromorange,
andre med mørkere Grønt, idet man tilsætter Farven lidt Berlinerblaat eller
Sort. De sidste Partier maa forekomme næsten som Pletter og meget enkeltvis.
Derpaa udfyldes de aabne Steder; som bekendt sker det, idet man samtidig
optager forskellige Farver i den flade Lyonerpensel, først Lysegrønt,, saa Blaa-
grønt, Graaliggrønt og Mørkegrønt indtil omtrent Sort. Ere disse Steder ud-
fyldte, anlægges med Tyrkiskrødt og Dodenkop og noget Chromorange de
enkelte smaa røde Pletter med Hvidt, nogle aadreagtige Pletter kun med Ok-
ker, Grønt og Sort, enkelte mørke Partier.
Efterat Lasuringen er sket paa bekendt Maade, bliver med den med tynd
hvid Farve fyldte Citqueterpensel Fladen beduppet og stribevis gennemtrukken,
og med Maarhaarspenslen de mørke Aadrer sammenarbejdet, hvorpaa det
Hele fordrives fint.
Egetræ.
Efterat vi nu har behandlet de hovedsageligste Træarter, kommer vi til
Egen, den stadseligste af alle Løvtræerne. Egen bruger mange Aar, førend
den har udviklet sig til sin fulde Kraft, og man antager, at den bruger 150—
200 Aar, før den har naaet sin Gennemsnitsalder. Til Bevis for, at dette Træ
kan naa en uhyre Alder og et overordentlig Omfang, anføre vi følgende
Eksempel:
En Eg i Nærheden af Saintes i Montravail vilde efter Aarsringene at dømme
tælle 2000 Aar; den havde et Omfang af 7—9 m. En lignende Kæmpe an-
føres ved Landsbyen Varzay (Frankrig), medens i Allouville (Normandiet) et
Egetræ af 11 Meters Omfang er at se; i dette blev i Aaret 1696 oprettet et
Kapel, og dets Alder anslaas til 800—900 Aar. I Yorkshire ved Bipon i
Fountains Abbey viser man en 1200 Aar gammel Eg; i Surrey paa Chrom-
hurst Kirkegaard en paa 1450; i Tortingall i Perthshire en paa 2500—2600;
paa Brabourns Kirkegaard i Kent en paa 3000 Aar. I Hedsor Bruks staar
endnu en Eg i fuld Vækst, der har et Gennemsnit af 8,10 m. og hvis
Alder sættes til 3200 Aar. En Eg i Pleischwitz (Schlesien) sættes til 2000 Aar.
Den berømte „Store Eg“ ved Leipzig giver den næppe noget efter. De mange
Beskrivelser af Opstaltræet ved Aurich (.Østfrisl and) og Frisernes gamle Eg,
som man fældede i altfor stor Trosiver, ere bekendte. Der berettes endnu
om tre Ege fra Grænsen af Cumberland, kaldet de tre Brødre, af hvilke den
mindste har et Omfang af 12 m ved Stammeenden. Heraf ser man hvor høj
en Alder og hvor stort et omfang Egen kan naa. Dog synes Tiden mellem
90 og 200 Aar at være den mest passende; da leverer den den det bedste
Gavntræ. Bliver den over 200 Aar, forhøjer Træets Værdi sig paa ingen
Maade, skønt det dog endnu stadig er brugbart. For at give et Bevis derfor
kan den Kendsgerning tjene, at i i Grevskabet Monmouth (England) solgtes
en meget gammel Eg, for hvis Bark der vandtes 200 Pd. St. (ca. 4000 Kr.)
hvis Træ indbragte 670 Pd. St, (ca. 13000 Kr.)
Tallet af de forskellige Træarter, som forekomme under Navnet „Eg“ er