Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
I
o
Fig. 13; man lægger dermed Aadren an paa bekendt Maade og kæmmer den
som oven angivet. Er dette sket, saa opvisker man Spejlene i Egetræet.
Dette Arbejde fordrer megen Omhu og Øvelse. Er det en Elev muligt i
tre Maaneder at lære at male alle Træarter, saa lykkes det kun sjælden ved
Egetræ paa Grund af den vanskelige Opvisken af Spejlene.
I Fig. 21—24 give vi enkelte Forbilleder, som egner sig fortrinlig til Øvelse.
Vil man gøre sig det let ved Opviskningen af disse Figurer og dog samtidig
fremstille regelmæssige Partier, saa tænker man sig stadig en regelmæssig
Aadre, der ganske vist er forskellig fra de almindelige Aadrer, men dog dan-
ner Forbindingslinier. I Fig. 19 er vort Arbejde billedligt fremstillet. Lini-
erne følge temmelig regelmæssig efter hinanden og danner dog atter det,
som forekommer i Fig. 21 — 24 med den Forskel, at i Fig. 19 ere Linierne
forbundne og i Fig. 21—24 afbrudte.
Vil man altsaa i Egetræ opviske Spejlpartier, saa tænker man sig et Parti,
som anlægges i afbrudte Linier. De tværliggende Linier danne Hovedparti-
erne og bliver mørkere, Bilinierne danne Siderne, som, eftersom man kom-
mer nærmere til Træets Rand, bliver tyndere og tyndere.
Anlægger man efter denne Anvisning Partierne, saa kan man aldrig for-
falde i det Unaturlige som Fig. a og b vjser, som ligger paa tværs af hinan-
den, hvorved den ene Linie afskærer den anden og giver grimme Steder.
Maaden paa Opviskningen er forskellig, hvorledes man laver det er lige-
gyldigt, naar kun Maalet naas. En bruger Tøjstrimler, en anden Skind, en
tredie tager Tøjet eller et Stvkke rundt Skind paa Tommelfingeren, en fjerde
paa Spidsen af Pegefingeren. Tøjstrimlerne holder man mellem Pegefinger
og Tommeltot fast i den ene Haand og visker med Pegefingerspidsen, medens
man med den anden Haand fastholder Tøjenden og efter hvert Visk trækker
den gennem, for stadig at have et rent Sted at viske med. Med Skind bæ-
rer man sig ligeledes ad. I Fig. 20 fremstilles denne Methode billedlig;
Strimlen a fastholdes med Fingrene b og c; Finger b ligger bag Pegefingeren
a, medens Frnger c trykkes til for at fastholde Strimlen. For at opviske
Spejlet, skupper man hver Gang med Tommelfingeren Lappen noget videre,
der trækkes mellem Fingrene b og c, idet man bøjer disse. Derved faar man
paa Tøjet stadig rene Steder at viske med. Vi ville endnu gøre opmærk-
somme paa, at med Pegefingeren arbejder man ligesaa let som med Pensel.
Mange visker ogsaa Spejlet op med et Stykke Guttapercha eller Koppallæ-
der, der skæres i Form som Fig. 6, hvorved man kan opnaa smukke Spejl;
denne Fade overkæmmes med Staalkammen. Skønt denne sidste Methode
er lettere, saa faar man ved Viskningen stadig en sort Rand paa Siderne af
Spejlet. For at forhindre dette, tager man en tynd, blød Uldlap, som män
lægger om en Prop eller et Stykke Guttapercha og visker dermed Spejlet, til
man opnaar Naturlighed.
Behandling- af Tavle XXXII og- XXXIII.
I fleste Tilfælde, navnlig for almindelige Arbejder, betjener man sig ved
Bearbejdningen af Vand og 01, hvorom vi ville tale i det efterfølgende.
Egetræets Grundfarve afhænger af Træets Alder, og retter sig altsaa efter
denne Omstændighed; ungt Egetræ er rødliggult og gaar over i det graa; det
gamle derimod, særlig naar det i lang Tid har været under Indflyelse af
Lys og Luft, er sort-graa.
Grundfarven blandes af Okker, Hvidt og noget Tyrkiskrødt, eller ogsaa