Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
I
o
I
af Hvidt med lidt Chromorange. Skal Træet males mørkere, saa anvendes
lidt mere Tyrkisksrødt og mindre Hvidt. Eftersom Grundfarven ønskes lysere
eller mørkere tilsætter man brun Okker, brændt Umbra eller noget Sort. Man
maa dog passe paa ikke at tage Farven for mørk, dä Farve og Lak mørk-
nes med Tiden af sig selv.
Vandfarven laves af brændt og ubrændt italiensk Lak og Kasselerbrunt; ved
Tilsætning af mere Kasselerbrunt, brændt Ombra og Sort faar man mørkere
Toner. Näar man blander lidt kogt Stivelse i Vandfarven, faar man en
Farve, hvori man kan kæmme ligesaagodt som i Oliefarve.
Man maa passe ikke at lave Vandfarven for gul, hellere noget mere rødlig.
Har Farven den ønskede Tone, stryger man Fladen dermed regelmæssig og
sørger for, at Kanter og Hjørner ere godt dækkede med Farve, banker det
med Piskeren og trækker det igennem med Staaldkammen. Päa det Sted,
hvor man vil anlægge et Hjertestykke holder man Farven noget lysere og
laver ved Hjælp, af Pensel Fig. 13, Tavle XXXI, Hjertestykket og fordriver
det godt, saa at man faar en tandet Aadre. Er dette Arbejde tørt, saa maler
man med en Pensel med Sæbeskum og noget Farve Spejlene; borttager da
med en fugtig Svamp disse Figurer, hvorved Vandfarven opløses, og det hvide
Spejl kommer tilsyne.
Derpaa visker man med Skindet en halv Tone op mellem Spejlene, og det
saaledes, at man beholder en mørk Rand ved Spejlet. Spejlet lasures let og
beduppes noget med en halv Tone, saa at man faar en lys Rand paa den
øverste Side. Man trækker da med Aadrepenslen, fyldt med Egetræsfarve og
noget Sort, en blid Aadre hen over Spejlets Siderande.
Anvender man ved Arbejdet nyt 01, saa kan man op viske Spejlet efter at
Arbejdet er tørt med et fugtigt Skind, hvorpaa man mellem Spejlet opvisker
en halv Tone og derover lægger Aadren. Naar man maler Hjertestykket med
Vand i den med Ølfarve anlagte Grund, saa opløser Øllet sig, og Aadrerne
blive skarpere og tandagtige. Det med Vandfarve malede Egetræ har den
Fordel, at det kan lasures, hvad der ved Ølfarve maa ske duppende. Man
kan med 01, naar män tilføjer Stivelse eller Mel, ogsaa lave kæmmet Egetræ
som med Oliefarve. Dog kan heller ikke dette Arbejde lasures og maa der-
for laves yderst glat, hvad der ikke er saä nødvendig ved pisket Egetræ.
Af ovennævnte Methoder for Egetræsmaling fortjener Malingen med Olie-
farve Fortrinet. Man arbejder dermed lettere og kommer, hvad dér dog til-
sidst er Hovedsagen, i enhver Henseende det naturlige Egetræ nærmere.
Den sædvanlige Oliefarveblanding bestaar foruden af de samme Farver
som ved Vandfarve, tillige af raa Linolie, Terpentinolie, noget opløst Voks og
vandrevent Kridt. For hurtig Tørring tilføjer man noget Sic.cativ.
For at faa en Blanding, hvorved man kan faå skarpere Porer, tilføj el-
man Sæbevand af grøn Sæbe, som er tyk nok til at kunne forene sig med
Olien. Til 1 kg. af denne Blanding bruger man Vso opløst gult Voks og V20
Siccativ.
Denne Blanding rives godt og røres dygtig, hvorved den forbindes godt.
Eftersom Arbejdet er forlangt, tilsættes Terpentin; til Arbejder indvendig
bruger man altid mere Terpentin end for udvendige; for øvrigt giver Brugen
af Terpentin ved Arbejdet sig af sig selv.
Jo sparsommere man arbejder med denne Blanding, desto ^skønnere Porer
fäar man; bemærker man dog, at Kammen ikke borttager Farven rent nok,
saa indeholder Blandingen for meget Terpentin; gennemsnitlig passer paa 1