Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

320 vilde Følgen heraf være, at der dannede sig en altfor tungsmeltelig, stiv Slagge; hvis derimod omvendt Raa- jernet var meget manganrigt og fattigt paa Silicium, saa vilde de opstaaede Manganilter bevirke en for hurtig For- tæring af Ovnfoderet. Det er derfor nødvendigt, at begge Stoffer ere tilstede i et passende Forhold for at danne en tyndtflydende Slagge, der kan beskytte Kullet i det smel- tede Jern mod for hurtig Iltning. Til den sure Marti n- proces vælger man derfor helst et fosfor- og svovlfattigt Raajern med 2—2,5 pCt. Silicium, 3—3,5 pCt. Mangan og 3,5—4 pCt. Kulstof. Ved den basiske Martin proces, hvor det ikke er saa nødvendigt at beskytte Kulstoffet i saa høj Grad mod Iltning, tager man af Hensyn til den allerede i Forvejen temmelig store Slaggedannelse et Raa- jern med mindre Silicium, 1 — 1,5 pCt. og højst 1,2 pCt. Mangan; Fosformængden er her uden Betydning; hidtil har man anvendt Raajern med fra 0,6 til 1,5 pCt. Fosfor. Som Tilslag bruges Jernmangan- og Jernsiliciumlegeringer med højt Mangan- og Siliciumindhold, undertiden ogsaa Ferrosiliciummangan. Hensigten med disse Tilslag er, lige- som ved Bessemerprocessen, at afilte Badet og uddrive Luftarterne. Ved den basiske Broces anvender man ofte en Tilsætning af rent, siliciumholdfgt Raajern, og til at forslagge Fosforsyren anvendes her Kalk eller Dolomit ligesom i Thomasprocessen. Martinovnen er beregnet paa at kunne forarbejde be- tydelige Metalmængder; ved de mindste Ovne beløber Ind- sætningen sig vel til omtrent halvanden Ton, medens de større kunne tage indtil 20 a 25 Tons; de almindelige Ovne ere byggede til Kvantiteter paa 6—7 å 8 Tons. Herden er derfor bygget i Overensstemmelse hermed, den danner en Skaal med Heldning fra Fyrbroerne mod Midten, og fra den ene Længdeside, Arbejdssiden, mod den anden, hvor Aftapningshullet befinder sig. Den Dybde, som man giver Herden, er af væsenlig Indflydelse paa Iltningen;