Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

 204 svenske Apotheker Scheele og Englænderen Priestley,, som fremstillede Ilt hver paa sin Maade, uden gjensidig at kjende noget til hinandens Undersøgelser. Det var dog først Franskmanden Lavoisier, som indsaa og beviste den store Betydning, Ilten spiller i Naturen, hvorved han omstyrtede den ældre kemiske Lærebygning og gav An- ledning til de Undersøgelser og den Naturopfattelse, hvor- paa de moderne kemiske Anskuelser efterhaanden ere byg- gede. Tidligere ansaa man Luften for et usammensat Legeme, et Element, et G-rundstof; ligeledes antog man, at Metallerne vare sammensatte Stoffer. Ilten er det Stof, som bevirker den almindelige Forbrænding; da alle orga- niske Legemer indeholde Kulstof, forbinder Ilten sig under Forbrændingen med dette og danner den Luftart, vi kalde Kulsyre; er Forbrændingen livlig, foregaar den ikke alene under Varmeudvikling, som altid finder Sted ved enhver kemisk Forening, men ogsaa tillige under Lysudvikling; imidlertid kan der ogsaa foregaa langsomme Forbrændinger, hvorved vel udvikles Varme, men ikke Lys. f. Ex. ved Menneskenes og Dyrenes Aandedræt, ved Planternes For- muldning og dyriske Stoffers Forraadnelse. Ved alle disse Processer medvirker Atmosfærens Ilt, idet den gaar i For- bindelse med Kulstoffet og danner Kulsyre. Bringer man en kun svagt glødende Træspaan i ren Ilt, bry- der den i klar Lue og kan ikke slukkes, saalænge der er tilstrækkelig Ilt til Stede. Den Rolle, som den anden Luftart, der findes i Atmosfæren, Kvælstoffet, spiller, er derfor den at være en Dæmper paa Iltens heftige Virk- ninger. Kvælstoffet er som Ilten en farveløs Luftart, uden Lugt og Smag; den udmærker sig ved en forholdsvis ringe Tilbøjelighed til at træde i Forbindelse med andre Lege- mer, den er ikke direkte giftig, men i en Atmosfære af rent Kvælstof vilde enhver Ild slukkes og alt Liv ophøre; omvendt vilde Livsprocessen foregaa med stor Hurtighed i ren Ilt og selve Individernes Levetid derved forkortes