Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

Il i I 229 som det kaldes, jo mindre og kortere Flamme give de ved Forbrændingen. Vandmængden i frisk brudte Stenkul varierer meget, i lufttørrede Stenkul er den i Regelen fra 1 til 6 pCt., men kan stige' indtil 20 pCt. Askemængden kan ligeledes være højst forskjellig; frisk brudte, reneste Kul indeholde mindst 1,5 pCt. Aske, men Kul med 4—5 pCt. gælde allerede som meget rene ; de fleste Kulsorter vise 7—8—10, ja indtil 25 pCt. Aske. Stor Askemængde formindsker ikke alene Brændeværdien, men ogsaa Bage- Evnen. Asken bestaar væsenlig af kiselsure Salte af Kalk, Lerjord, Magnesia, Jernilte og Alkalierne, indeholder til- lige svovlsure og fosforsure Salte, hvilke sidste kunne virke meget skadelig ved Jernudsmeltningen. Meget ofte indeholder Stenkul isprængt Svovlkis, et gulligt giindsende Mineral, som bestaar af Svovl og Jern. Ved Lagring i Luften ilter Svovlkisen sig, den udvider sig herved og sprænger Kulstykkerne. Under Forbrændingen af meget svovlkisholdige Kul, saakaldte svovlede Kul, angribes saa- vel Kjedelpladerne som Ristestængerne stærkt. løvrigt sprænges Kulstykkerne ogsaa af andre Aarsager end Svovlkisens Iltning, nemlig dels ved Temperaturforandrin- ger, dels ved selve Kullenes fortsatte Iltning i Luften. Trods Stenkuls kompakte Udseende formaa de dog at for- tætte en betydelig Mængde af Atmosfærens Luftarter. Denne Fortætning er ledsaget af Varmeudvikling, derfor forøges Stenkuls Vægt i Begyndelsen ved Lagring for senere at svinde betydelig efterhaanden som Formuldnings- processen skrider frem understøttet af Atmosfærens Ilt og Fugtighed. Ved disse kemiske Processer udvikles en be- tydelig Varmemængde, som, naai’ Varmen ikke afledes, kan give Anledning til Kullenes Selvantændelse, et Fænomen, som hyppig indtræder. Man antog tidligere, at Svovl- kisen spillede en Rolle ved Kullenes Selvantændelse, men dette er en Fejltagelse. Selvantændelsen skyldes, at den ved det organiske Stofs fortsatte Iltning udviklede Varme 2