Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

 i s 253 merbar Jernsort, som var fremstillet i flydende, altsaa smeltet Tilstand, f. Ex. Bessemer-, Martin-, Støbestaal o. s. v. Denne Inddelingsmaade var imidlertid langtfra i Stand til at hæve Forvirringen og tog aldeles ikke noget Hensyn til den for Staal saa fremtrædende Egenskab at kunne hærdes, hvorfor ogsaa denne Inddeling blev bekæmpet fra forskj el- lige Sider, saavel videnskabelige som industrielle. For at faa Spørgsmaalet løst paa en fyldestgjørende Maade foran- staltede „American Institute of mining Engineers« i Anledning af Philadelphia-Udstillingen 1876, at en international Ko- mité af bekjendte Fagmænd blev nedsat med det Hverv at fastsætte nøjagtige Bestemmelser for Begreberne Smedejern og Staal. Komitéen kom til at bestaa af følgende Fag- mænd: Lowthian Bell, P, Tunner, L. Gruner, H. "Wedding, Rich. Åkermann, A. L. Holley og T. Egleston. Efter grundige Undersøgelser kom Komitéen til det Resultat at foreslaa den industrielle Verden følgende Nomenklatur for de smedelige Jernsorter. Ser man bort fra det kemisk rene Jern, som ingen teknisk Anvendelse har, saa inddeles det i Industrien anvendte Jern først i to Hovedgrupper: usmedeligt Jern, d. v. s. Raajern, Støbe- jern, og smedeligt eller hammerbart Jern; for sidstnævnte Gruppe foreslog den internationale Komité føl- gende Inddeling: 1. Enhver smedelig Jernsort, indeholdende dette Me- tals sædvanlige Bestanddele (d. v. s. Jern legeret med Kul, Silicium og Mangan) og fremstillet enten ved Forening af dejgagtige Masser eller ved Pakettering eller en hvilken- somhelst anden Fremgangsmaade undtagen fuldstændig Smeltning af Produktet, som tillige heller ikke lader sig hærde i nogen kjendelig Grad, kort de Jernsorter, som man hidtil har betegnet med Navnet Smedejern, blødt Jern (wrought iron), skal fremtidig betegnes med Navnet Svejs- jern (engelsk: weld iron; fransk: fer soudé; svensk: Väll- jern; tydsk: Schweisseisen).