Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

XVÖ sintrede eller svejsede sammen uden at optage saa meget Kul som senere ved Højovnsprocessen. Ved Siden af de lavere Herdovne, som navnlig benyttedes i det sydlige Evropa, brugte man i det nordlige Evropa, i Sverige, Finland og Norge, højere Ovne af større Rumindhold, Bondeovne, Stykovne, som derfra bredte sig til Tyskland og Mellemevropa og dannede Overgangsledet til Højovnene og til Fremstilling af Støbejernet. Alene hyppige Omsmeltninger af Raajern i Støberi- øjemed forandrer dets kemiske Sammesætning og deri- gjennem dets fysikalske Egenskaber. Raajernets Omsmelt- ning sker i Ovne, i hvilke man tilsigter at bruge saa stor en Varmevirkning af Brændselsmaterialet som muligt; dette bliver derfor forbrændt saavidt muligt til Kulsyre; denne virker selvfølgelig iltende paa det glødende og smeltede Raajern; en Del af Kulsyren afgiver Halvdelen af sin Ilt til Kulstof i Raajernet, hvorved dannes Kulilte, en Proces, som jeg flere Gange har havt Lejlighed til at omtale i disse Foredrag: CO2 + C = 2CO. Men foruden Kullet gaar Kulsyrens iltende Virkning, for en Del understøttet ved ikke forbrændt Ilt fra den atmosfæriske Luft, især ud over Mangan og Silicium, for- uden at en Del af Jernet ogsaa iltes. Raajernets op- rindelige Sammensætning, navnlig om en af Bestanddelene er tilstede i overvejende Mængde, men i Særdeleshed Temperaturforholdene i Ovnen, har en afgjørende Ind- flydelse paa den Rækkefølge, hvori Stofferne iltes; denne er i Almindelighed følgende: Mangan, Silicium, Kulstof, Jern. Jo højere Temperaturen er, ved hvilken Raajernet bliver nedsmeltet i Ovnen, desto lettere iltes Kulstoffet; ved forholdsvis lav Temperatur kan Kulmængden i det ud- smeltede Støbejern endog være større end i det indsmeltede Raajern, paa Grund af de øvrige Stoffers Fjærnelse ved Iltning. Nedenstaaende Analyse viser de Forandringer i