Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

162 Vexelstrøm-Synkrongeneratorer og motorer. Disse vexlende kraftstød frembringer en udjevningsstrøm, der, da den opstaar ved kraftvariationer, er en wattstrøm. Denne udjev- ningsstrøm udøver som vi ved en synkroniserende virkning paa den pendlende maskine. . Selvsvingningen er en fuldkommen pendelbevægelse, hvis svinge- tid er bestemt ved de roterende deles træghedsmoment og den syn- kroniserende kraft, der tilsvarer tyngdekraften ved en fysikalsk pendel. Som bekjendt er en fysikalsk pendels svingetal pr. sekund: hvor x er det maximale dreiemoment og V træghedsmomentet. Sekundtallet pr. svingning er: Heri er U den paa den virksomme ankerradius reducerede, ro- terende masse, og Ilt • JO • I ill* • 1 x = T = poldeling i grader 9,81 . v . v I I det maximale dreiemoment. I tilfælde af, at t” skulde være delelig med er paralleldrift umulig, da det paa grund heraf optrædende resonantsfænomen øie- blikkelig bringer maskinerne ud af synkronismus; man har da enten at forhøie de roterende masser, idet man f. ex. giver driftsmaskinen et større svinghjul eller man anbringer paa polerne de saakaldte «Leblanc’ske amortiseurs». Disse bestaar af massive kobber- eller messingringe, der er anbragt paa polskoen, nærmest ankeret. Roterer polhjulet synkront — altsaa uden svingninger —, saa roterer det ogsaa synkront med ankerfeltet, d. v. s. ankerstrømmens kraftlinjer roterer saa at sige med polhjulet, og som følge heraf gjen- nemskjærer kobberringene ingen kraftlinjer, trods deres rotation. Pendler derimod polhjulet, saa gjennemskjærer kobberringene endel af ankerstrømmens kraftlinjer med den følge, at der i ringene opstaar strømme, der modvirker den svingende bevægelse. En anden fordel, der er forbunden med Leblanc’s amortiseur, er, at hvis feltet af en eller anden grund skulde forsvinde, arbeider dyna- moen videre som oversynkron induktionsgenerator.