Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

28 Vexelstrømproblemernes grafiske og analytiske behandling. plads til N saadanne. Anbringer vi altsaa N virksomme ledere, saa er: AT 72 7? — tLiZi. (p jt 10 -8 ’ ßQ * • • L Vil vi nu have den effektive E. M. K., saa har vi at dividere Emax med y 2. Emage N. n . Q 1 ♦*—f 2 eejr = S,22 ■ K. 10 volt (24) I dette tilfælde havde vi bare 1 polpar p = 1. Da man imidler- tid af praktiske grunde, som vi senere vil lære at indse, forsyner en vexelstrømmaskine med flere pole (optil 100, p = 50), saa er den E. M. K. for en maskine med p polpar1): eeff = 2,22 ' p • & -10 ~ 8 volt. (25) 2,22 er den Kapp’ske faktor, der varierer med den E. M. K. kurveform fra 1,3 -4- 2,8. Rigtige sinuskurver giver i sin alminde- lighed kun tæt beviklede, omhyggelig udførte grammemaskiner; for disse kan man altsaa uden betænkning anvende 2,22 som faktor. Hvis man uden videre, for enhver maskintype, anvender 2,22 som faktor, og har man ved hjælp af formel (25) beregnet, at en vexel- strømdynamo skal levere 1000 volt, og er dens faktor ikke 2,22, men f. ex. 1,3, saa erholder man kun: 1000 — 586 vo^- Som man kan forstaa, er det af stor betydning forud, før ma- skinens bygning, at kunne bestemme denne variable faktor. Hvorledes man beregner den Kapp’ske faktor af en maskintypes form, vil i kap. VI udførlig blive vist og forklaret. ‘) For at forebygge misforstaaelse vil jeg hertil bemærke, at der ved vexelstrøm- maskiner kun anvendes saadanne viklingssystemer, hvor spændingerne foran de resp. poler adderes. Som bekjendt gives der viklinger, hvor dette ikke er tilfælde.