Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

37 valmtak (fig. 109), og takflaten for husets ender kaldes valmer. Gaar disse kun ned over en del av gavlen, faar man frem et halvt valmtak og et halvt gavltak (fig. 110). Et taarntak er egentlig et valm- tak, hvor alle valmerne støter sammen i en spids, og antallet av valmerne kan være forskjellig, 4, 6, 8, efter taarnets form (fig. 111). Pulttaket (fig. 112) Fig. 110. Fig. 112. skiller sig fra de øvrige derved, at det kun har en eneste takflate; det anvendes kun paa huser, der støter op til en høiere væg, og paa smaa skur. Manzardtak skiller sig fra valmtakene derved, at flåterne er brutte, saa at deres neder- ste del har en ster- kere skraaning end den øvre. (Fig. 113). Den vigtigste del av et tak er spar- rerne, der anbrin- ges parvis imot hin- anden og kaldes da i forbindelse med hanebjelken etsperrebind. Sper- væggene eller bjelke- enten ved lap og for- Anyendes den første rerne (kan forbindes med lagene paa forskjellig maate, sats eller ved overbladning. fremgangsmaate, maa man passe paa, at sperren ikke kommer bjelkens ende nærmere end 18 cm. (fig. 114 og 115). Brukesderimot over- bladning, sker sam- menføiningen helst ved et svalehalefor- mig blad, forsynet med tap igjennem sperren og bjelken (fig. 116). Til sper- ret brakes alminde- lig tømmer av for- skjellige dimensio- ner, fra 10x13 cm. og opover i forhold til spændvidden. Er de direkte sammenføiet med bjelkelagel paa foran anførte maate, kan de ligge frit indtil 3,5—4in., men er længden større eller om de kun er sam- menføiet med væg- gen, maa de under- støttes ved hanebjel- ker (a fig. 117), der forbindes med sper- rerne ved et svale- haleformig blad. Ha- nebjelkerne anbrin- ges helst midt paa sperrerne, men forat de ikke skal stænge passagen, sættes de i en høide av mindst 2 ni over bjelkerne. Til hanebjelker anvendes enten tømmer av noget mindre dimensioner eller ogsaa gjøres de dobbelte av 2 styk- ker 6,5 cm. planker, der indskrammes en paa hver side av sperren samt forbin- des med skrueboller og kaldes isaafald en tang (fig. 118). Denne sidste metode er den bedste, men ogsaa den kostbare- ste. Sperrerne for- bindes i toppen en- ten ved en slitstap eller ved en overbladning, av hvilke den første er at foretrække; i begge tilfælde benyttes en god træ- nagle eller jernbolt gjenneni forbindelsen. Under- tiden kan man bli nødt til at foreta en utforing av sperrens nederste parti utadtil eller en paaskalkning for at Jede vandet ut fra væggen.