Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet
Forfatter: G. Tandberg
År: 1920
Forlag: H. Aschehoug & Co (W. Nygaard).
Sted: Kristiania
Udgave: 5. Utgave
Sider: 206
UDK: 7286 st.f.
Omarbejdet af Ivar Næss.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
64
bygningslov virker, medmindre takpap anvendes
over bordklædningen.
Taksten glaseres ofte — uanset formen — paa
oversiden og kan da gives forskjellige farver, dog
Fig. 192.
er sort og rød glasur den almindeligst brukte.
Glasuren bevarer stenen fra frostens ødelæggelse,
samtidig som den glaserte sten i almindelighet har
et penere utseende end uglaseret.
Fig. 193.
Ved al taksten gjælder det, at den er godt
brændt, da den i motsat fald ved temperaturforan-
dring har let for at fryse istykker og skalle av,
men paa den anden side er det vanskelig at haard-
brænde den, da den derved har let tor at miste sin
form.
Naar tækningen skal begyndes, lægger man
først en lægte nederst like ved takskjegget og en
anden oppe ved mønnet. Imellem disse lægger man
lægter med avstand avpasset saaledes, ai naar ste-
nene lægges paa, vil hver sten springe tilstrækkelig
frem over den nedenfor liggende. Lægterne maa
være skarpkantede paa oversiden. Lægningen be-
gynder nedenfra og gaar i rader opover til mønnet,
men man bør først baade oventil og nedentil ha
avmerket stenbredden og mellem disse punkter ut-
spænde en snor for at faa raderne rette. Over mønne
og grader lægges mønnepander, d. e. større krumme
sten uten knap; for at faa dem til at ligge sikkert,
forsynes de med et hul, saa de kan spikres fast.
Rummet under dem fyldes med cementmørtel, saa
sne og regn ikke kan fyke ind. Den nederste lægte
bør være noget tykkere, forat stenen kan faa samme
helding, og tillike lar man den nederste stenrad gaa
noget utover gesimsen, saa vandet ikke kan komme
ind paa og ødelægge denne. Teglstenstak kan bra-
kes baade paa bord med lægter og paa lægter alene;
brukes bordtak, gjøres dette almindelig av 2,5 cm.
tykke høvlede og pløiede bord, der hundrages, d. v. s.
at der i 3 cm. avstand fra bordets kanter trækkes
grunde furer for vandet, eller man kan ogsaa be-
nytte uhøvlede bord, der lægges som over- og un-
derligger (trobord). Bordtak kant i kant brukes al-
drig. Skal der lægges takpap under stenen, maa der
ovenpaa pappen anvendes dobbelt lægtning, d. v. s.
at der først lægges et lag tyndere lægter paralelt
takskraaningen og derover lægter paa vanlig maate.
Herved opnaar man, at man ved mulig lækage
faar et aapent rum for vandavløpet under de øver-
ste lægter. Naar stenen lægges paa lægter uten under-
liggende bordtak, sker dette mest over simple skur,
hvor det ikke kommer an paa nogen større tæthet
og varme, men lægterne bør, naar bordtaket sløites,
være noget tykkere end ellers, almindelig 4x6 cm.
Til fabrikation av taksten maa der brukes en
meget fin, ensartet lere, fuldkommen fri for frem-
mede indblandinger, navnlig kalksiykker, ti disse
vil ved fugtning læskes og sprænge stenen; den bør
desuten ha en ren klang, om man løfter den op
og banker paa den, og den almindelige røde maa
ha en frisk, kraftig farve, samt endelig ikke være
vindskjæv. Saalænge takstenen er ny, trækker den
altid nogen fugtighet til sig, men dette taper sig
med tiden, da porerne efterhaanden fyldes med støv.
Glaseret sten er dog uimottagelig for tugtighet, og
denne er saaledes baade bedre og smukkere, men
ogsaa kostbarere end vor almindelige.