Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

73 filtrering gjennem et grus- og sand lag, forinden det slipper ind i ledningen. Den egentlige indtakskum tømres helst 1—2 m. i firkant, men forinden den sættes ned, dækkes kummens bund med et lag ren, skarp sand 0,3—0,5 m. tykt, og likeledes sættes plads aapen tor et likesaa tykt sandlag imellem jordbakken og tømringen, saa vandet for at komme ind i kummen maa sive igjennem sandlaget, der vil tilbakeholde alle forurensninger. Fordringerne til et rigtig godt vand er i korthet, at det skal være en smule kulsyreholdig, klart og velsmakende, ikke for haardt eller indeholde merkbar kvantitet av organiske stoffer. Om mængden av det vand, som skal til, kan der ikke opstilles nogen bestemt regel, da vandforbrukel varierer sterkt paa de forskjellige gaarder. En ko og en hest drikker hver om dagen 20—30 liter, et voksent svin 10—15, og et menneske forbruker gjen- nemsnitlig hen ved 2 liter. Dette er dog blot hvad der fortæres, men el mindst likesaa stort kvantum maa beregnes til andre øiemed, navnlig til utøvelse av rensligheten. Man kan derfor anse en vandled- ning, som ikke gir mindst 30—50 liter pr. menneske, hest, kreatur og svin i døgnet, for utilstrækkelig, og skal for eks. melkeavkjøling foregaa ved rindende koldt vand, maa hertil gjøres et betydelig tillæg. I tidligere tider, da jernrør ikke var saa let til- gjængelige, bruktes meget til vandledninger borede træstokker eller teglrør — enten glaserte kloakrør eller almindelige drænsrør — mens der nu udeluk- kende anvendes ledninger utført av jernrør. Av disse lorekommer der 2 sorter i handelen, nemlig støpejerns- og smijernsrør, de første overtrukket med en fernis og de sidste galvaniserte for bedre at mot- staa rustning. Smijernsrørene faaes med 2 forskjel- lige godstykkelser — lette og helsterke rør — av hvilke de sidste helst bør benyttes til trykvandsled- ninger og er paabudt, hvor vand tages fra offentlige vandledninger. For ledninger med et indvendig tvermaal av over 5 cm. anvendes næsten udeluk- kende støpejernsrør, da disse falder adskillig billi- gere end smijerns for saa store dimensioner. For de smaa dimensioner, som benyttes til vandledninger paa almindelige gaardsbruk, er galvaniserte rør at foretrække, da de er varigere og lettere al lægge ned, derved at der paa enderne er opskaaret skrue- gjænger torsynet med muller, saa de simpelthen kan skrues sammen. De er ogsaa noget bøielige, hvilket letter nedlægningen, hvor ledningen ikke gaar ret frem. Saasnart man gjennem grundige undersøkeiser har bragt i erfaring, hvor godt vånd i tilstrækkelig mængde er at finde i en rimelig avstand fra gaar- den og helst i saadan høide, at der biir tryk paa vandel frem til forbruksstedet, skrides til anlæg av ledningen. Det første man hei' har at gjøre, er optagning av indtakskummen. Dennes anlæg maa rette sig nogel efter de omstændigheter, hvorunder vandet forekommer. Et av tre vil i almindelighel være tilfældet: 1) Der kan være en kilde, som bry- Ler frem i markens overflate, og som aaret rundt kan gi tilstrækkelig vand og ligge saa høit, al der bl ir tryk frem til forbruksstedet. Det i alle hen- seender bedste vand faar man oftest fra saadanne kilder. 2) Der kan være flere opkommer, som hver for sig kan være utilstrækkelige, men gjennem dræns- ledninger samlet til et sted kan avgi den fornødne vandmængde; eller 3) vandet kan hentes fra en bæk der ligger i en saadan høide, al det herfra kan ledes frem til gaarden. I første og andel tilfælde nedsættes en kum, som før beskrevet, like over kil- den, saa denne kan komme ind i kummens bund, og er vandet fuldstændig rent og klart, kan sand- pakningen i bunden og paa kummens sider und- væres. Hvor man benytter bækkevand, maa man iagtta at bygge kummen saa høi, at vandel ikke kan strømme direkte ind i denne, men først maa sive igjennem grunden for saaledes filtreret at komme ind i kummen. Bækkevand er nemlig altid nogel urent, og navnlig i flomtid fører det ogsaa med sig adskillig slam, som baade kan tilstoppe rørene og gjøre vandet mindre brukbart; ved paa den antydede maate at la det filtreres inde i kummen kommer det rent og kjølig til ledningen. Der kan ogsaa være tilfælde, da man ved opdæmning maa skaffe sig et større vandreservoir som beholder for den tørre aarstid, men denne slags indtak forbigaaes her. Ind- takskuinmens vægger kan foruten av tømmer ogsaa gjøres av sten, og da helst av graasten, eller støpes. Dybden gjøres 1,6—2 in. Har man fundet tilstræk- kelig vand i saadan høide over forbruksstedet, at en trykledning kan anlægges, optages nu grøften, hvori rørledningerne skal lægges, idet gravningen begyndes nedenfra og fortsættes opefter. Selvfølge- lig maa intet punkt paa ledningen komme i en større høide end indtakskummens bund, men jo mere jevnt faldet kan bli fordelt, des bedre. Den lægges tillike i en saa ret linje som mulig, og hvor man maa avvike fra denne, bør det helst ske med langstrakte buer, da skarpe knæk eller vinkler for- mindsker ledningens ydelsesevne. Er man derimot nødt til at forskaffe sig vand fra et punkt, der ligger lavere end forbruksstedet, maa man ty til pumpeledninger, og er høideforskjellen ikke over 6—7 m., kan en almindelig god sugepumpe anven- des. Uagtet det efter teorien er gjørlig at suge vandet op til henimot 10 m., vil det dog i praksis ikke være raadelig at gaa til større høide end foran 10 — G. Tandberg; Bygningsvæsen paa Landet.