Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

223 af en pulveriseret Blanding af Træ- og Benkul og ophedes saa til Rød- varme uden Tilgang af Luft, hvorved Kulstoffet optages i Pladens øver- ste Dele. En jævn Overgang fra de yderste kulstofrige, og derfor meget haarde, Lag til det indenfor værende relativt seige og bløde Materiale er af allerstørste Betydning for at opnaa tilstrækkelig Modstandsevne mod de voldsomme Rystelser, som fremkommer ved Projektilanslaget. Efter Cementeringsprocessen bearbejdes Pladen til den ønskede Form og forsynes med de nødvendige Huller, derefter foretages en Over- fladehærdning ved gentagne Ophedninger og Afkølinger, de sidste dels i Oliebad, dels i Vand. Herved faar de kulstofrige Lag den overordentlige Haardhed, som er karakteristisk for Harvey-Panseret. Den Dybde, hvortil Cementeringen trænger ind, er forskellig i rent og legeret Staal. I Nikkelstaal med en ringe Tilsætning af Krom trænger saaledes Cementeringen længere ind end i rent Staal. Foruden at gøre Staalet seigt, elastisk og lettere at cementere, gør Nikkeltilsæt- ningen ogsaa Pladerne mere skikket til at overfladehærdes, bl. a. derved, at de ikke bliver saa tilbøjelige til at trække sig sammen under Hærd- ningen. Krom-Nikkelstaal blev derfor almindelig antaget som Ma- teriale for alt harveyseret Panser undtagen i England, hvor man til en Begyndelse brugte rent Staal, fordi det er billigere og man gennem For- søg mente at have paavist, at det i harveyseret Tilstand gav lige saa gode Resultater. Senere er man i England ogsaa gaaet over til Nikkel- staal. Da det kulstofrige Lags Tykkelse er ens i tykke og tynde Plader, følger heraf, at de tynde Plader har relativt størst Modstandsevne. For- holdet mellem Harvey-Panserets og Smedejernspanserets Modstands- evne er derfor kun 2 for tykkere Plader — over 150 mm —, men 2 for tyndere Plader. 227. En meget væsentlig Anke mod Harvey-Processen er, at den er en sen og derfor meget kostbar Operation. Til Harveysering af en 250 mm tyk Staalplade bruges saaledes 8 à 10 Dage, og hertil kommei desuden den Tid, som det tager at give Pladen Form og hærde den. De første Forbedringer i saa Henseende blev gjort at Creuzot, som i Stedet for Harveyseringen indførte en Gascementering, der var billigere, fordi den ikke tog saa lang Tid og ikke fordrede saa høj en Temperatur. Gasmetoden blev antaget og videre udviklet i Østen ig og Tyskland, hvor især Krupps Metode har faaet Forrangen. Hos denne udføres Cementeringen ved Hjælp af Lysgas, dei ledes ind mellem Overfladerne af to Plader, som er opstillet et Stykke fra hinanden; iøvrigt foregaar Hærdningen omtrent som ved Harvey-Pro- cessen. Krupps Gasmetode anses for Tiden for den mest fuldkomne og