Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

318 306. Man ser af det foregaaende, at man ved Bestemmelsen af den statiske og dynamiske Stabilitet ved en vis Krængning maa be- nytte en Del af Resultaterne fra de foregaaende Krængningsvinkler ; herved kan en Fejl i Begyndelsen af Beregningen komme til at paa- virke alle de endelige Resultater saaledes, at den fundne Stabilitets- kurve trods Fejlene kan give et jævnt Træk. Man maa derfor søge at skaffe sig en Kontrol paa Resultaternes Rigtighed ved at beregne et enkelt Gz uafhængigt af Barnes’s Metode; hertil anvender man: Den direkte Metode, som undertiden benyttes til den samlede Stabilitetsberegning ved Skibsformer, hvis Tværsnit er geometriske Figurer, men hvis hyppigste Anvendelse bestaar i Paavisning af even- tuelle Fejl i den nys udviklede Beregning. Denne Kontrol udfører man bedst ved en af de større Krængningsvinkler, f. Eks. 90°, og man gaar da frem paa følgende Maade, se Fig. 423. Skibet tænkes krænget 90° saaledes, at dets Diametralplan bliver Vandlinie W2L2; alle Spantesektionerne tilhøjre for WL og under Diametralplanen giver Tværsnittene i den tilsyneladende nedsænkede Kile; hver af disse Sektioner erstattes med en Tre- eller Firkant af samme Areal og Moment m. H. t. WL som Sektionen; disse Arealer og Momenter integreres langskibs, hvorved man erholder den tilsyne- ladende nedsænkede Kiles Rumfang v2 og Moment M2; den tilsyne- ladende udløftede Kiles Rumfang vx er det halve Deplacement op til WL, medens dens Moment Mj erv. gange Opdriftscentret Bs Afstand fra WL. Kilevolumendifferensen v2—divideres med Arealet af W2L2, og man har da Bæltetykkelsen, der afsættes henholdsvis un- der eller over Diametralplanen, eftersom v2 eller v* er størst; der- efter erstatter man Bæltets Spantesektioner med ækvivalente Tre- eller Firkanter, hvis Arealer og Momenter m. H. t. WL integreres langskibs. Den første Integration udføres kun for at prøve, omWjL, er den rette Flydevandlinie, idet den skal give omtrent samme Re- sultat som v2—vx, medens den anden Integration giver Bæltets Mo- ment Mk—Mø, hvis numeriske Værdi skal adderes til eller subtrahe- res fra M1 +M2 efter Reglerne i § 303. Som man ser af ovenstaaende, kan Metoden benyttes ved en hvilken som helst Krængningsvinkel. 307 Middendorfs Planimetermetode medfører saa meget Arbejde, at dens Anvendelse kun kan betale sig, naar man vil be- stemme et Skibs isocline Stabilitetskurver. I Fig. 424 er vist et dob- beltsidet Spanterids med en Vandlinie WL, der danner 0° med Ho- risontalen og afskærer et vilkaarlig valgt Deplacement af Spante- ridset. Man tegner først en Linie OX, der er WL og tangerer