Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

319 mellem denne Linie og WL indlægger man et passende Antal Vand- linier, som ligeledes er # WL, og ved Hjælp af Planimetret finder man hvert Spants Areal op til de forskellige Vandlinier. Disse Are- aler integreres langskibs saaleoes, at man erholder de Deplacementei, som hver af de indtegnede Vandlinier afskærer al Spaniel idset. De fundne Deplacementer afsættes i Koordinatsystemet OW paa samme Maade som Deplacementskurven i Fig. 403, Kniven OC gen- nem de fundne Punkter kaldes iøvrigt den »vandrette Deplacements- kurve« i dette Tilfælde. Arealet OWC bestemmes ved Hjælp af Planimetret og divideres med Længden WC, hvorved man ifølge § 277 erholder Opdriftscen- tret Bxs Afstand fra WL. Mellem en Linie LD 1 WL og Linien OY tegnes ligeledes et passende Antal Linier J_ WL, og de Deplacementer, som befinder sig paa venstre Side af disse Linier samt under Vandlinie WL, bestem- mes ved Hjælp af Planimetret og derpaa følgende langskibs Integra- lioner, hvorpaa de afsættes i Koordinatsystemet WOL paa samme Maade som i forrige Tilfælde; Kurven WD bliver da den »lodrette Deplacementskurve«. Længderne WC og LD skal være lige store. Area] WLD divideret med LD giver Opdriftscentret B1S Afstand fra LD; Bj er altsaa nu et bekendt Punkt. Er derfor G Skibets Tyngdepunkt, bliver Gz Armen i det statiske Stabilitetsmoment, me- dens B^—BG bliver den dynamiske Stabilitetsarm, hvis B er Op- driftscentret ved den oprejste Stilling for det Deplacement, som WL afskærer af Spanteridset. Naar det kun drejer sig om at bestemme den statiske Stabilitet, behøver man kun at konstruere Kurven WD, da den er tilstrækkelig til Bestemmelsen af Gz. Konstruerer man ved hver Krængningsvinkel Kurver som WD for fire Vandlinier som WL, anbragt med passende Mellemrum, faar nian derved tilstrækkeligt Materiale til at tegne de isocline Kuivei for et passende valgt Basispunkt, idet man, som nævnt i § 300, har to Forløbningspunkter paa hver Kurve, nemlig for Deplacementet Nul og for helt nedsænket Deplacement. Om isocarene Kurver, beregnet efter denne Metode, se Slutningen af § 308. 308. Integrator-Metoden anvendes ligeledes bedst til Bestem- melse af de isocline Kurver. Indstiller man nemlig Integratoren saa- ledes, at dens Instrumentakse er sammenfaldende med Linien OA i Fig. 412, kan man hurtigt for fire Vandlinier bestemme Aflæsninger for hver Spantesektions Areal og Moment m. H. t. OA; Differenserne mellem begge Slags Aflæsninger integreres langskibs og multipliceres med de respektive Instrumentfaktorer. Derefter dividerer man Mo-