Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

320 menterne med de tilsvarende Deplacementer og har da Opdriftscen- trernes Afstande fra OA, hvorefter man kan konstruere den korre- sponderende isocline Stabilitetskurve med O som Basispunkt; jævn- før hermed § 300. Ønsker man kun at bruge Middendorfs Metode eller Integrator- metoden ved Bestemmelsen af en isocaren Stabilitetskurve for Depla- cementet P og Tyngdepunktet G, maa man for hver Krængningsvinkel 6 gaa frem paa følgende Maade: Man tegner fire Vandlinier, som danner Ø9 med Konstruktions- vandlinien, og hvoraf nogle skønnes at afskære Deplacementer større end P af Skibet, andre et mindre Deplacement; lad WL og i Fig. 424 være den øverst og nederst beliggende af disse Vandlinier. Med Planimetret eller Integratoren finder man de fire Deplacementer op til disse Vandlinier og konstruerer derpaa det Stykke af den vand- rette Deplacementskurve OC, der ligger mellem WL og W1L1. En Linie WL gennem Abscissen Ps Skæringspunkt med Kurve OC er da den Vandlinie, som afskærer dette Deplacement af Skibet, og dette Deplacements Opdriftscenter bestemmes derefter ved Hjælp af Integratoren eller ved Hjælp af den lodrette Deplacementskurve. 309. Mekaniske Metoder til Bestemmelse af den tvær- skibs Stabilitet. Af disse findes der kun to, som er brugbare; den første skyldes Nordmanden Blohm, den sidste Englænderen Heck; begge giver særdeles gode Resultater, naar Udførelsen sker med Omhu, men da den første Metode kun giver Materiale til Konstruktion af en isocaren Stabilitetskurve, anvendes den kun lidt i Praksis; den bør dog omtales ikke alene for Fuldstændighedens Skyld, men ogsaa fordi den øjensynligt har været Forløberen for den sidste Metode, der nutildags anvendes mange Steder. Til bedre Forstaaelse af disse Metoder maa man erindre, at Skibets Længde ikke influerer paa Vær- dien af Gz, se Atwood’s Formel. Blohm’s Metode. Hver enkelt af de nødvendige Spantesek- tioner udskæres af homogent Karton, hvorefter de limes sammen i Kanten med saa lidt og saa tynd Lim som muligt, idet man samti- digt sørger for, at Sektionernes Midtlinier og Vandlinier falder sam- men. Man forfærdiger saa mange af disse Papirmodeller, at man har en til hver af de Krængningsvinkler mellem 0° og 90°, som man ønsker at undersøge. En af disse Modeller skæres af efter en hori- sontal Vandlinie, som svarer til det Deplacement, ved hvilket man ønsker at kende Stabiliteten, denne Models Vægt repræsenterer da Deplacementet. De andre Modeller afskæres efter Krængningsvand- linier for hver 10<le eller 15<>e Grad, indtil de paa en fin Vægtskaal ba- lancerer den første Model; herved erholder man de Vandlinier, hvor-