Forelæsninger over Moderne Skibsbygningskunst

321 ved Skibet vil flyde i de krængede Stillinger, og Tyngdepunktet af hver Model findes derefter ved to Ophængninger i en fin Silketraad. De saaledes fundne Opdriftscentrer og det G, der svarer til oven- nævnte Deplacement, afsætter man i Skibets Spanterids, hvorpaa det til hver af de benyttede Krængningsvinkler korresponderende Gz kan bestemmes ved Udmaaling paa Tegningen. 310. Heck’s Metode. Her anvendes en Model af samme Art som Blohm’s; men den forfærdiges af tynde Brædder af homogent, knastfrit Træ, f. Eks. Lindetræ. Hyppigt udjævner man hele Skibs- fladen mellem Spantesektionerne, hvorved Modellen bliver Skibsskro- get i sammentrængt Længdeskala. Anm. Ved Beregningsmetoderne er der den Mangel, at man udelader de i Fig. 421 viste skraverede forreste og agterste Dele af Stabilitetsberegningen. Endvidere har mange Skibe en eller flere vand- tætte Opbygninger paa øverste Dæk, hvilke i høj Grad forøger Sta- biliteten, ved Krigsskibe, der saa godt som altid har saadanne Opbyg- ninger, maa man derfor føje en ekstra Beregning til Hovedberegningen, dette er imidlertid unødvendigt ved Heck’s Metode, idet Modellen for- færdiges saaledes, at den medtager disse Deles Konturer som Fortsæt- telse af de tilsvarende Spantesektioners Konturer. Heck’s Model forsynes med et temmeligt tykt Lag Lak dels for at gøre den uigennemtrængelig for Vand, dels for derved at med- tage Klædningens Rumfang — og fastgøres ved en Arm til en Vægt- stang, hvis to Knivegge kan balancere skiftevis paa lo Bærepunkter Kj og K2, anbragt paa Toppen af en vandtæt Kasse, der er forfær- dige! af Trærammer med Glassider, se Fig. 425. Vægtstangen og Overkanten af Kassen er forsynet hver med sit Waterpas, hvorved man kan sikre sig, at saavel Slangen som Linien Kj K2 er vandrette, naar Apparatet skal bruges. Modellen fastgøres til Vægtstangen under en passende Kræng- ningsvinkel 0; før Kassen fyldes med Vand, anbringer man Vægt- stangen først paa det ene Bærepunkt Kv dernæst paa det andet K2 og noterer Vægten af de Lodder s* og s2, som i de to Tilfælde ba- lancerer Modellens Vægt. Derefter fylder man Vand i Kassen til en passende Højde paa Modellen og med Vægtstangen balancerende paa Kx samt Lodderne sx anbragt paa den venstre Vægtskaal, bringer man Ligevægt tilveje ved Lodder paa den højre Skaal; man faar da følgende Ligevægtsligning: S x (a + 2 b) = V (b—R sin 0), hvor V er den Opdrift, som virker paa Modellen ved den valgte Ned- sænkning og 11 er Afstanden mellem Modellens Ophængningspunkt og Opdriftsliniens Skæringspunkt O med Modellens Diametralplan. 21