Brobygning II
3die Afsnit: Bevægelige Broer

— 10 — løftes, sænkes Inderenden C af Klappen paa en saadan Maade, at Tyngdepunktet D bevæges vandret, idet C ved en Lederulle er tvungen til at gennemløbe en vis Kurve. Bevægelsen tilvejebringes ved Tandstænger, der ere fæstede leddede til Klappen i Tyngdepunktsaksen D og trækkes frem og tilbage ved et Drev. Naar Broen er lukket, maa Klappens Bagende støttes ved Rigler, der fra den faste Brobane skydes ind under den. Hovedfordelen ved Konstruktionen ligger i Sænkningen af Klappens Bagende, saa Vindfladen kun bliver lille un- der Broens Aabning, og endvidere i, at Broaabningen nær- mest Skibsløbet ikke spærres ved Bevægelsen af Klaphaler og Kontravægte som ved en almindelig Klapbro. Formen af den Kurve, som Punktet C skal følge, fin- des let ved Tegning, naar Beliggenheden af D er bestemt, og man har valgt Punkterne A, B og C. Herved maa man naturligvis sørge for, at D’s vandrette Bevægelse overhovedet er mulig, og Betingelsen herfor vil være, at Længden AB ikke er større — eller i alt Fald kun lidt større — end Summen af den vandrette Afstand mellem D og B og den lodrette Afstand mellem A og D, der mindst maa være lig Afstanden mellem C og D, for at Klappens Bagende ikke skal støde mod Pillen, der bærer Lejet A. Under Klappens Bevægelse falder dens øjeblikkelige Drejningspunkt i Skæringspunktet mellem Stiveren AB og Tyngdepunktsvertikalen, og Kurven vil altsaa vende Kon- kaviteten mod Broaabningen. Krumningsradius aftager, efterhaanden som Klappen aabnes mere, men da C’s Be- vægelse i Begyndelsen er meget stor i Forhold til B’s og D’s, vil den øverste Del af Kurven meget ligne en Cirkel- bue. Kurven bør næppe bruges længere end til den Stil- ling, hvor Tyngepunktet staar lodret over A, der saa bliver Drejningspunkt; thi gaar man videre, fjerner Drejnings- punktet sig meget hurtigt uendeligt langt, og C-Kurven faar en Spids eller Sløjfe. Ethvert fast Punkt vil paa Klappen under dens Bevæ- gelse tegne en Kurve, der kan bruges som Ledekurve,