Om De Danske Farverier
eller Fremstilling af Principperne for Farvningen og af Maaden, hvorpaa den udføres i Tydsklands bedste Farverier, ledsaget af Betragtninger over de danske Farveriers nuværende Tilstand og over Midlerne til deres Forbedring

45 i lutter runde Huller, som man paastaaer knuse Barken bedre. S Forbindelse med Barkniollen stod en Indretning, til at bryde Barken saaledes, som den maa være, førend Mollen kan tage fat paa den. Paa flere Steder i Schweitz havde man forkastet Bejserne til Kalveskind, da man paastod, at de blive lose i Lyskerne og tabe i Vægt derefter. Wyes i Bern behandlede sine Skind i gradeviis stærkere Kalkvædsker, udvandedc dem i reent Vand, hvoraf de strøges 2 a 3 Gange, og bragte dem derpaa i en Farve med frisk Egebark. Deri bleve de drejede saalænge omkring, til de havde modtaget en jevn guul Farve over hele Narven. Garveren meente, at Skindet bliver kraftigere og faaer en smukkere Narv, naar det strax behandles i en frisk Farve, istedetfor, som man almindeligt bruger, at bringe deni i rn svag Vædske. Skindene nedlægges i Grube med Egebark, men to lægges sammen, saa at Narven vender indad; denne bliver lysere og finere derefter. Den samme Maade bruges ogsaa, naar man vil have meget smukke, gule Huder til Sadelmagerarbejde. Da Schweitz ikke vilde tiltræde det tydske Toldforbund, have Garverne der lidt betydeligt, idet de allevegne see sig omgivne af hoje Toldafgivter, medens Udførselen af raae Lædervarer fra Schweitz og Indførselen af garvet Læder i Landet bære saa godt som ingen Afgifter. Man er nu nødsaget til, at søge fjerne Markeder, saasom Italien, Frankrig, England og Nordamerika. Til sidstnævnte Land gaae især de saakaldte vixede Skind. Ere disse godt tørre og emballerede i tætte, begede Kasser, saa kunne de uden Skade overstaae Transporten til Nord- amerika. At sværte („wichsen") de falsede, gule Skind paa Kjødsiden, er meget almindeligt i det vestlige Tydskland, Schweitz og Frankrig. Man udskærer ogsaa ofte Læderet til Skoe og Støvler og indvalker For- skafterne til disse, saa at Skomageren kjober Læderet fuldstændigt forberedt. Arbejderne ved Vixningen ere følgende: Naar Skin- dene ere garvede og vindtørre blive de overfalsede, krisplede, godt udsatte*) („auf den Wind gesetzt") og smurte paa Narven med Talg og Tran, paa Kjødsiden med Talg og Degras. Naar de ere' tørre, borttages den løse Smørelse med et „Blancheerjern", derefter blancheres Skindet reent og opkruses med et Krispeltræ i 4 Qvar- teer. Nu lægges 1 Dusin Skind paa Bordet, de Største nederst. -) „Ubfatningen" bestaaer i, paa et Bord at bearbejde de sejtsrre Skind der ikke tænger vise Band, naar man bojer dem, med en Slikkert paa Narven i alle Retninger udad, sor at glatte og udspænde dem.