Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

106 sine magnetiske kraftfelter ens rettet. Om vi bare har én strømbane i et magnetfelt frembragt av en almindelig magnet gjælder dette fremdeles. Hvorav kommer dette? Er det en ny egenskap ved den elektriske strøm, eller kan vi forklare os det ut fra vort tidligere kjendskap til elektronerne? La os tænke os to metaltraader, hvor der ingen strøm gaar. Alle atomerne har sine elektroner hvirv* lende rundt sig i alle mulige retninger. Der er elek* troner i begge traadene, og elektroner frastøter hver? andre. Naar vi ikke merker nogen slik frastøtning mellem de to traader, maa det hænge sammen med elektronernes uordnede bevægelse. Men hvis der nu gaar en strøm i traadene, saa vil det si at elektro? nerne faar en bevægelse i én retning fremfor de andre retninger, men det nedsætter den frastøtning som vi ven* tet, og da vi før ikke merket nogensomhelst frastøtning, maa der nu kunne ytre sig en tiltrækning. La os sam? menligne med luft i ro og i bevægelse. Naar luft kommer i bevægelse, vil det si at molekylerne faar større fart i én retning end i andre. Men da mole? kylerne ikke derfor faar større gjennemsnitsfart, vil det si at farten i andre retninger — saaledes ogsaa ut til siderne, biir mindre end før. Nu var det molekylernes bevægelse som fremkaldte trykket paa væggene, og dette maa bli mindre nu end før, da luften som hel* het var i ro. Det vet man ogsaa finder sted, og jo fortere luften strømmer, desto mindre biir trykket mot rørvæggene; hvor ledningen er rigtig trang og farten derfor stor, er trykket allermindst. Noget lignende med elektronerne. Naar de kom* mer i fart, nedsættes den frastøtning som allerede før var — 0, og der viser sig en tiltrækning. Løper elektronerne motsat i de to traader, biir der frastøtning, og den ene søker at dreie den anden ind* til bevægelsen biir ens. Om kun den ene traad fører strøm, d. v. s. har elek? tronerne i ordnet bevægelse, maa dette ha indflydelse paa elektronerne i den anden ledning. Det var dette som Faraday opdaget ved induktionen, og som vi skal betragte nærmere i næste kapitel.